En ny, global undersøgelse foretaget af analysebureauet Ipsos for World Economic Forum viser, at to ud af tre voksne siger, at de har ændret deres adfærd på grund af bekymring for klimaet.
I toppen af listen over ændringer i adfærden finder vi handlinger relateret til vand- og energiforbrug i hjemmet, håndtering af affald og valg af fødevarer.
69% af næsten 20.000 mænd og kvinder fra 28 lande, der har deltaget i en ny undersøgelse for World Economic Forum, siger, at de har ændret deres adfærd på grund af bekymring for klimaet: 17% siger, at de har foretaget mange ændringer i de sidste par år, 52% siger, at de har foretaget nogle få ændringer, og kun 23% siger, at de ikke har ændret noget.
De lande, hvor flest forbrugere rapporterer at have foretaget ændringer for at modvirke klimaforandringer, er: Indien (88%), Mexico (86%), Chile (86%), Kina (85%), Malaysia (85%) og Peru (84%).
Japan er det eneste land i undersøgelsen, hvor kun et mindretal (31%) siger, at de har ændret deres adfærd på baggrund af bekymring for klimaet. Næsten halvdelen (47%) siger, at de ikke har ændret noget. De tre andre lande i undersøgelsen, hvor mere end en tredjedel af de adspurgte svarer, at de ikke har foretaget nogle ændringer, er USA (36%), Holland (35%) og Rusland (35%).
Undersøgelsen kigger også på hvilke ændringer, der bliver foretaget. Overordnet set centrerer de individuelle handlinger sig hovedsageligt omkring hjemmet:
- Vandforbrug i hjemmet (nævnt af 60% af dem, der har foretaget ændringer)
- Mængden af genanvendelse (57%)
- Energiforbrug i hjemmet (55%)
- Hvor ofte produkter bliver genbrugt (50%)
- Indkøb af fødevarer (46%)
- Valg af hvidevarer (41%)
Blandt dem, der har ændret deres adfærd, nævnes nogle handlinger i langt højere grad i udvalgte lande end det globale gennemsnit:
- Sydafrika: vandforbrug i hjemmet
- Australien, Canada, Storbritannien og New Zealand: Genanvendelse og genbrug af produkter
- Holland: Energiforbrug i hjemmet
- Tyskland: Indkøb af fødevarer
- Kina: Valg af transport til og fra arbejde
- Canada og New Zealand: Hvor ofte der komposteres
- Indien: Valg af motorkøretøj