Erhvervsforbrugernes rene elpriser eksklusiv tariffer, afgifter mv. steg for alle forbrugsintervaller fra første halvår 2020 til andet halvår 2020.

Billede: Energistyrelsen.
Det viser Energistyrelsens opdaterede statistik over elpriserne for erhverv.
Andet halvår 2020 har været præget af stigende gennemsnitspriser for alle erhvervsforbrugere. De mindste erhvervsforbrugere betaler cirka 2,85 øre/kWh mere end i første halvår 2020, mens de største erhvervsforbrugere betaler 7,88 øre/kWh mere.
Spotprisen for el er steget med ca. 9,21 øre/kWh i samme periode til gennemsnitligt 25,19 øre/kWh. Dermed var spotprisen for el i andet halvår 2020 oppe på niveau med tidligere år, efter at prisen i første halvår 2020 havde været særlig lav.
Årsagen til stigningen i elprisen er en kombination af fald i produktionen af vindkraft og vandkraft i Danmark, Sverige, og Tyskland, høje CO2– kvotepriser og et højere elforbrug i Tyskland i forhold til første halvår 2020.
Den pris, som erhvervsforbrugerne betaler i andet halvår 2020, er for de små og mellemstore forbrugere generelt noget højere end spotprisen, mens prisen for de store erhvervsforbrugere var omtrent på niveau med spotprisen. Faldet i andelen af erhvervskunderne med fast priser og elhandel under ’andre aftaler’ kan blandt andet være en af årsagerne til, at forskellen mellem erhvervsforbrugernes elpriser og spotpriserne er mindsket.