Hos Hays Specialist Recruitment, der er specialister i at rekruttere arbejdskraft til blandt andet IT-sektoren, ser man særligt tre faggrene, der er i vækst indenfor IT-verdenen – også her spiller corona en væsentlig rolle
Den internationale rekrutteringsvirksomhed, Hays Specialist Recruitment, har haft IT som det hurtigst voksende område i forretningen gennem flere år, og direktøren, Vibe Puggaard, er ikke i tvivl om, hvilke IT-områder der fortsætter væksten, og hvor der vil være brug for specialiseret arbejdskraft, når hun tænker de næste år frem:
“Vi ser flere områder, der er i høj kurs inden for IT-sektoren. Det drejer sig om udviklingen inden for IT-sikkerhed, cloud-teknologi samt Business Intelligence. Stort set alle virksomheder i samtlige sektorer arbejder med digitale transformationer og hertil behøves især kompetencer inden for de ovennævnte kategorier.”
Corona påvirker også IT-sektoren
De færreste brancher kan sige sig fri for at blive påvirket af pandemien, og IT-sektoren er ingen undtagelse. Det pludselige boom i antallet af hjemmearbejdspladser betyder især, at Cloud-teknologien er i en enorm vækst, og det skifte giver – ikke overraskende – stor efterspørgsel på de IT-medarbejdere, der har specialiseret sig i lige netop Cloud-teknologien.
“Corona-pandemien har for alvor skudt den digitale transformation i gang på næsten alle områder og med større hast, end vi har set de seneste 10 år. Lige nu betyder det, at cirka 30 procent af de rekrutteringsopgaver, vi arbejder med, drejer sig om Cloud-teknologi. Alt skal i skyen nu, og med udsigterne til at hjemmearbejdspladsen er kommet for at blive, så stopper den udvikling ikke foreløbig – tværtimod,” mener Vibe Puggaard og fortsætter: “Jobmarkedet afspejler hele tiden samfundets udvikling og tilstand, og i en digitaliseret verden er det tydeligt, at IT-specialisterne står som et af de første led, når der skal udvikles nyt.”
I forbindelse med den øgede efterspørgsel inden for Cloud-teknologien er der især fokus på kompetencer inden for DevOps-området. Det gælder blandt andet Amazon Web Services (AWS), hvor der er sket en 30 procent stigning i brugen af disse services i løbet af det seneste år. Med det store indtog af AWS har virksomheder set sig nødsaget til at investere i DevOps-specialister i langt højere grad end tidligere. ”Den høje efterspørgsel på DevOps er egentlig ikke ny”, påpeger Vibe Puggaard og tilføjer: ”men brugen af AWS-teknologien har skabt et boom og sendt IT-specialisterne øverst på virksomhedernes ønskeliste.”
Vibe Puggaard fortæller desuden, at hele 25 procent af rekrutteringsopgaverne omhandler Cyber Security, og det er et tal, hun ikke regner med falder foreløbig: “Vi forudser helt sikkert en stigning, hvilket yderligere gør sikkerhedsområdet til et af de mest efterspurgte.”
Udover at rekruttere landets dygtigste IT-medarbejdere, gør rekrutteringsvirksomheden Hays sig også særligt indenfor Life Science, ingeniørområdet, salg- og marketing samt finans til både fuldtidsstillinger og freelance.