Henrik Mørck Mogensen er ansat som Group Senior Vice President for Systematics Healthcare Operations, og han får utvivlsomt nok at se til;
Softwarevirksomheden står bl.a. bag patientjournalsystemet i tre af fem danske regioner, borgerjournalsystemet i 35 kommuner og et logistiksystem på hospitaler i en række europæiske lande.
Det bliver nu Henriks opgave at sikre, at Systematic fortsat udvikler løsninger, der matcher sundhedssektorens behov og udfordringer. Han kommer således til at befinde sig i spændingsfeltet mellem kunder, brugerne og forretningen.
”Det team, Henrik bliver en del af, er stærkt og velfungerende, så hans opgave bliver at internationalisere vores produkt- og serviceforretning, så vi står endnu stærkere på de forskellige eksportmarkeder. Hertil bringer Henrik god forretningsforståelse og en oprigtig interesse for brugernes behov til bordet,” siger Systematics CEO, Michael Holm.
Henrik tiltræder posten efter 11 år i Kamstrup, og senest en stilling som CEO i den digitale startup Frameo. Han har tidligere været ansat i Systematic, først som ingeniør og sidenhen indenfor projektledelse og forretningsudvikling. Nu vender han tilbage til virksomheden, hvor han tilbragte de første 12 år af sit arbejdsliv.
”Jeg glæder mig meget til at komme tilbage til Systematic. Det er en virksomhed fyldt med dygtige og fantastiske mennesker, og husets høje faglighed og gode kultur afføder bundsolide løsninger, der gør en forskel for samfundskritiske sektorer verden over,” siger han.
Henrik er drevet af et stærkt ønske om at skabe værdi for brugerne:
”Den danske sundhedssektor står overfor en væsentlig udfordring: Færre hænder skal behandle stadig flere patienter. Her kan sundheds-it og digitalisering bidrage til, at sundhedsvæsnet forsat kan levere behandling af høj – nu måske endnu højere – kvalitet.”
Henrik vurderer, at flere vestlige lande vil stå overfor samme udfordring. Derfor ser han det som spændende og meningsfuldt nu at skulle arbejde på at løfte sundhedssektoren med software i både ind- og udland.
Henrik Mørck Mogensen tiltrådte stillingen d. 1. april 2023.
Henrik Mørck Mogensens CV
2023 – nu: Group Senior Vice President, Healthcare Operations, Systematic
2022 – 2023: CEO, Frameo
2021 – 2022: Senior Vice President, Solution and Service Delivery, Kamstrup
2016 – 2021: Senior Vice President, Electricity, Kamstrup
2018 – 2020: Chef for virksomhedsstrategi, Kamstrup
2016 – 2020: Direktør, Kamstrup Norway
2011 – 2019: Senior Vice President, Teknologi Software, Kamstrup
2008 – 2011: Director, Business Development and Operations, Systematic
2004 – 2008: Senior Program Manager, Systematic
2002 – 2004: Projektleder, Systematic
1999 – 2001: Systemingeniør, Systematic
2016: Executive Master of Business Administration, IMD Business School
2007: Engineering Business Administration, VIA University College
1999: Cand.Polyt Software Engineering, Aalborg Universitet