Hao har samlet fem nationaliteter for at omdanne varme til klimavenlig strøm
Hjem ENERGI Hao har samlet fem nationaliteter for at omdanne varme til klimavenlig strøm

Hao har samlet fem nationaliteter for at omdanne varme til klimavenlig strøm

Af Redaktionen

Energivirksomheden TEGmat er oprettet i Danmark med et globalt fokus for øje. Med afsæt i forskning og udvikling af et unikt termoelektrisk produkt er de syv kolleger fra fem forskellige lande klar til at indtage klodens energimarked.

For at øge tempoet har TEGmat fået hjælp til forretningen af Beyond Beta Energy.

Efter at have tænkt ud af boksen er TEGmats højteknologiske idéer endt i en boks igen.

Virksomheden, der opstod i nanoforskningsmiljøet på Aarhus Universitet, har udviklet en lille boks med et stort potentiale; en termoelektrisk generator, der kan omdanne varme til strøm uden bevægelse, kemiske reaktioner eller CO2-udslip.

Produktet kan bruges til at generere strøm til de dele af energisektoren, der ellers kan være svære at forsyne, fx sensorer til fjernvarmesektorens rør under jorden.

Hao har samlet fem nationaliteter for at omdanne varme til klimavenlig strøm

TEGnology Group

Det fortæller Hao Yin, CEO i TEGmat.

”Digitalisering af energisektoren kræver sensorik – og sensorik skal bruge strøm. De fleste anvender aktuelt batterier eller kabler, men det er ikke bæredygtigt og effektivt. Derfor har vi udviklet et produkt, der med et avanceret faststof og halvledermaterialer kan levere strøm, så sensorer på fjernvarmerør eller andre ufremkommelige steder kan køre selv i lang tid – måske i tyve år – uden at man skal til at grave efter dem,” siger Hao Yin.

Fem nationaliteter om et fælles mål

På kontoret i Søborg møder de syv kolleger fra Tyskland, Kina, Norge, USA og Danmark ind med et ønske om at sælge TEGmats termoelektriske generator til det globale marked for energiløsninger.

”Vi kan se på lækager eller energioptimering; fx hvor meget energi, der sendes til hver del af by. Og vi kan gøre det uden at udlede CO2. Et AA-batteri udleder 20 kilo CO2, når det produceres. Vores produkt udleder ikke ret meget under produktionen – og slet intet, når det er i drift. Jeg er stolt af at være en del af et mindre, alsidigt team af forskellige kulturer, der i TEGmat har skabt et fælles mål om at fremme klimavenlig innovation gennem teknisk ekspertise,” siger Hao Yin.

Netop det tekniske udgangspunkt for TEGmat er også en af årsagerne til, at Hao og kollegerne har meldt sig til Beyond Beta Energy, der er et udviklingsforløb for nye energivirksomheder, der ønsker hjælp til markedsføring og forretningsudvikling.

”Kommercialisering af nye energiteknologier er afgørende – det er der, potentialet fra udviklingen bliver indfriet. Vi er glade for at hjælpe TEGmat, der i den grad er tekniske eksperter, med at bane vejen for deres produkt og deres kommunikation med kunder og markedet. Det har vi gjort gennem intensiv sparring om, hvordan de formidler deres tekniske kompetencer, så deres generator kan skabe mest muligt værdi globalt,” siger Søren Røn, CEO i Next Step Challenge, der på vegne af Danmarks energiklynge, Energy Cluster Denmark, varetager Beyond Beta Energy.

Sprint og spring til markedet

Netop vejen fra laboratoriet til et salgsklart produkt kan være lang, hvis ikke man får den rette hjælp på vejen, fortæller Hao Yin.

”Det er et sprint og et spring for vores team at komme godt på markedet med vores produkt. I Beyond Beta Energy har vi fået netværk til investorer og kunder og viden om skalering. Vi er også blevet klogere på nye markeder, fx byggeriet, hvor vi også kan gøre en klimamæssig forskel,” siger Hao Yin og fortsætter:

”Tid er den ressource, vi har mindst af, og derfor vil vi gerne bruge den så effektivt som muligt. I Beyond Beta Energy har vi mødt et miljø, et økosystem og et mindset, der har hjulpet os med at plukke lavthængende frugter i markedet, men som også har givet os et perspektiv til andre forretningsområder; Power-to-X, solceller, byggeriet og brand- og sikkerhedsteknologi. De ting, der bliver the next big thing for os, når vi skal sælge vores produkt til resten af verden,” siger Hao Yin.

Ny runde for grønne iværksættere

Det er muligt at søge om at deltage i den næste runde af Beyond Beta Energy fra den 14. august 2024. Deadline for ansøgere er den 19. september 2024.

Beyond Beta Energy hjælper nye energivirksomheder med at komme hurtigere på markedet med nye teknologier. Programmet er finansieret af EU’s Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og består af et samarbejde mellem de danske erhvervshuse, danske klyngeorganisationer og Accelerace.

Energy Cluster Denmark driver Beyond Beta Energy i Danmark.

 

 

 

 

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>