En helt ny generation af MINI Countryman ser snart dagens lys.
Endnu større end forgængeren og fuldelektrisk melder den sig snart klar til nye eventyr – med den klassiske gokart-følelse i behold.
Den første generation af MINI Countryman kom til verden i 2010 og var en øjeblikkelig succes for MINI. Det var også MINI’s første model med en længde på over fire meter. I 2017 fulgte anden generation, inklusive MINI’s første plug-in-hybrid model.
Til efteråret starter produktionen af tredje generation, og selvom designet stadig er gemt under kamuflage, afsløres der nu nogle detaljer.
Nye dimensioner og varianter
I forhold til den forrige generation øges længden med 13 centimeter til 4.429 mm, og højden vokser med næsten 6 centimeter til 1.613 mm. Den helt nye MINI Countryman bliver dermed en rummelig eventyrer og hverdagskammerat med mere plads og komfort end tidligere.
Den nye generation kommer i to fuldelektriske versioner. Den forhjulstrukne MINI Countryman E med 140 kW/191 hk samt den firehjulstrukne MINI Countryman SE ALL4 med 230 kW/313 hk. Begge modeller får en batterikapacitet på 64,7 kWh. Rækkevidden er i øjeblikket estimeret til omkring 450 km.
Med en ny generation går man også nye veje i forhold til brug af materialer. De støbte letmetalfælge består af op til 70 procent genanvendt aluminium. Overfladerne på instrumentbrættet, rattet, loftsbeklædningen, gulv og gulvmåtter er lavet af genbrugspolyester fra PET-flasker og tæpperester. Dette kvalitetsmæssige og farverige alternativ til traditionelle materialer reducerer CO2-udledningen i værdikæden med op til 85 procent.
En helt elektrisk kernefamilie
MINI er på vej mod en fuldelektrisk fremtid fra begyndelsen af 2030’erne. I de kommende år vil den elektriske kernefamilie omfatte en ny 3-dørs model; MINI Cooper, en helt ny crossover-model i minibilssegmentet; MINI Aceman samt den nye generation af MINI Countryman.
Produktionen af den nye MINI Countryman starter på BMW Group Plant Leipzig i november. Det vil også være første gang, at en model fra MINI produceres i Tyskland.
Flere detaljer vil blive offentliggjort inden produktionsstart.