Landets næststørste teleoperatør, Telenor, lancerer nu en simpel og fleksibel rabatmodel for alle kunder med mere end ét mobilabonnement.
Den har det meget sigende navn Samlerabat.
Hvert abonnement udover det første udløser en rabat på 50 kroner, og når abonnementerne starter på 119 kr., er der en stor besparelse at hente.
”Vi kan se, at næsten halvdelen af husholdningerne i Danmark har mindst to mobilabonnementer, og her er Samlerabat et super attraktivt tilbud. Hos Telenor skal man nemlig ikke have det, der ligner en storkundeaftale for at få en meget god pris på sine mobilabonnementer,” fortæller Telenors privatkundedirektør Christian Hoffmann.
Slut med procentregning
Samlerabat erstatter en tidligere ordning, som udløste en rabat på 20 procent til kunder med tre eller flere abonnementer.
“Det kom især store familier til gavn, men vi vil gerne gøre noget ekstra for de mindre husstande, som vi har rigtig mange af i Danmark. Og så behøver man ikke længere at være skarp på procentregning for at gennemskue, hvor meget man sparer,” siger Christian Hoffmann.
Samlerabatten kommer til at slå igennem på en bred vifte af de mobilabonnementer til private, som Telenor tilbyder.
”Vi lytter til danskerne. De siger, at de rigtig gerne vil have rabat, og at den skal være til at mærke og til at forstå. Det tror jeg på, at vi er lykkedes med, og jeg glæder mig til at se, om vores kunder er enige,” siger Christian Hoffmann.