SKI er klar med længe ventet milliardaftale
Hjem Nyheder SKI er klar med længe ventet milliardaftale

SKI er klar med længe ventet milliardaftale

Af Redaktionen

SKI har netop offentliggjort udbudsmaterialet for 02.19 Fagsystemer, der er en vigtig aftale for rigtigt mange it-virksomheder, der handler med det offentlige.

02.19 Fagsystemer er med en forventet omsætning i milliardklassen en af SKI’s største it-aftaler, og samtidig er det en af de aftaler med allerflest it-leverandører på.

Der er altså rigtig god grund til at forsøge at komme på aftalen, hvis man er leverandør af fagsystemer til det offentlige.

”Aftalen rummer en del nye tiltag og forbedringer i forhold til den tidligere 02.19 aftale, hvilket vi er rigtigt glade for, da mange af vores medlemmer har efterspurgt et opgør med de tunge referencemodeller og statiske processer,” udtaler Martin Jensen Buch, chefkonsulent i IT-Branchen.

Særligt tre markante forandringer, som IT-Branchen bakker meget varmt op, er værd at fremhæve.

Aftalen suppleres af et dynamisk indkøbssystem
For at imødekomme de mange forskellige kundebehov, har SKI valgt at supplere rammeaftalen med et dynamisk indkøbssystem, der ikke har et fastsat sortiment, og hvor der løbende kan optages flere leverandører, som kan byde ind med de nyeste løsninger.

”Aftalen er et godt eksempel på et indkøbssystem, der både giver øget fleksibilitet til at komme af og på som leverandør, men også i forhold til løbende at skifte løsninger, vilkår og priser på aftalen. Det er en klar forbedring ift. de tidligere rammeaftaler, som har været meget rigide og fastlåste for de leverandører, der var på aftalerne,” fortæller Martin Jensen Buch.

IT-Branchen har gennem flere år arbejdet for netop en større fleksibilitet i SKI-aftalerne, og den lange række af dynamiske indkøbssystemer, som SKI introducerer i disse år, ser vi som et afgørende paradigmeskifte, og som vi forventer får stor effekt for branchen.

Fra FORM OG STORM til use cases
02.19 Rammeaftalen gør også op med de meget tunge referencemodeller FORM og STORM, som har været berygtede i it-verdenen for at være ekstremt tunge og komplekse at udfylde. I stedet indføres et mere simpelt use-case system.

SKI er klar med længe ventet milliardaftalePå den kommende aftale indfører SKI som noget nyt prædefinerede use cases, så de offentlige myndigheder bedre vil med kunne vurdere en potentiel leverandørs evne til at løse en konkret fagspecifik opgave.

”Brug af use cases er i min optik den helt rigtige vej at gå, da det bliver nemmere for både kunder og leverandører at se, hvilke løsninger der bedst opfylder behovet. Vi forventer også, at den nye aftale vil gøre det markant lettere at byde ind for rigtig mange – særligt mindre leverandører,” siger Martin Jensen Buch.

Fleksibel prisjusteringsmekanisme
Med aftalen indfører SKI også en mere fleksibel prisjusteringsmekanisme, der gør, at prissætning af løsninger på aftalen i højere grad vil følge den generelle prisudvikling.

Det har vist sig utrolig afgørende i kølvandet på krigen i Ukraine, som har medført store uforudsete prisstigninger, som tidligere aftaler ikke har kunne håndtere tilstrækkeligt.

”Med tårnhøj inflation og stigende priser på f.eks. energi, er der rigtig mange længerevarende aftaler, som ikke længere hænger økonomisk sammen for leverandørerne. Det har vi også af flere omgange gjort SKI opmærksom på. Vi er derfor rigtig glade for, at SKI har valgt en model til den nye aftale, der i højere grad tager højde for problemstillingen,” slutter Martin Jensen Buch.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>