Telenor udbygger sit mobilnetværk med nye frekvenstilladelser

Telenor investerer konstant i kvalitetssikring af sit mobilnetværk, og har ved Energistyrelsens 700 MHz- og 900 MHz-auktion erhvervet de nødvendige frekvenser til at udbygge og udvikle sit i forvejen stærke netværk.

Telenor har sammen med Telia det mest udbyggede og benyttede netværk i Danmark med over 3,5 mio. mobilbrugere. De nye frekvenser kommer til at muliggøre, at selskabet kan fortsætte udviklingen af det landsdækkende netværk og den kommende 5G-udrulning.

”Vi er godt tilfredse med, at vi har sikret de nødvendige frekvenser i både 700 MHz- og 900 MHz-frekvensbåndet. Vores hovedformål er konstant at udvikle netværket med udgangspunkt i kundernes behov og give dem en mærkbart bedre oplevelse. Med de nye frekvenser, som vi har opnået til en god pris, kan vi både fortsætte videreudviklingen af vores 4G-netværk, og får samtidig frekvenserne til at igangsætte opbygningen af et stærkt 5G-Netværk,” siger Jesper Hansen, administrerende direktør i Telenor Danmark.

Telenor og Telia har gennem TT-Netværket valgt ikke at byde på 2300 MHz-frekvensbåndet i den nærværende auktion, da selskaberne på nuværende tidspunkt har over 100 MHz i 2600 MHz-frekvensbåndet.

Sammenlagt råder Telenor og Telia-netværket råder over 36% af den samlede udbudte frekvensmængde i 700, 800, 900, 1800, 2100, 2300 og 2600 MHz-båndene, og står ifølge Energistyrelsens seneste telestatistik for 37,3% danskernes mobildatatrafik.