Fremover kan brugere få adgang til online møder, chatfunktion, whiteboards og telefoni, når de logger på Zoom.
Nyheden ’Zoom One’ samler nemlig alle funktioner i én platform og kommer samtidig til at indeholde en opgraderet oversættelsesfunktion.
Nu lancerer Zoom platformen ’Zoom One’, som er udviklet til at samle en lang række kommunikations- og samarbejdsværktøjer i én sikker og skalerbar platform. Det betyder, at Zoom-brugere får adgang til videomøder, chatfunktion, whiteboards og telefoni.
”Enkelthed er kernen i alt, hvad vi foretager os. Zoom-platformen har udviklet sig fra at være en mødeapp til nu at være en omfattende kommunikationsplatform, og det har derfor været et helt naturligt skridt i vores udvikling at introducere en ny indpakning med Zoom One,” siger Ole Mygind, der er salgschef for Zoom i Norden og Benelux.
Den nye platform gør det fx muligt for brugere at samarbejde via whiteboard under et online møde, og platformen er således et effektivt værktøj for virksomheder, der har indført en hybrid arbejdsmodel.
Live-oversættelse og transskription af online møder
Sammen med platformen udvider Zoom deres automatiske undertekstfunktion, der giver mulighed for at få oversat undertekster i realtid. Funktionen, der tidligere kun har været tilgængelig på engelsk, vil nu også være tilgængelig på kinesisk (forenkelt), hollandsk, fransk, tysk, italiensk, japansk, koreansk, russisk, spansk og ukrainsk.
Med platformen giver Zoom også brugerne mulighed for at få en oversat transskription af et online møde, hvor Zoom-brugerne udover engelsk kan vælge mellem 10 tilgængelige sprog.
Skræddersy mødeoplevelsen
I samme ombæring offentliggør Zoom også Zoom Apps SDK (Software Development Kit), som giver udviklere de ressourcer og den infrastruktur, der skal til for at bygge appfunktioner til Zoom.
Zoom Apps SDK er et javascript, der giver adgang til forskellige funktioner, hvor udviklere har mulighed for at udvikle apps til Zoom-brugere, og Zoom-brugere har mulighed for at gå på opdagelse blandt nye apps.