Danmarks SailGP-hold, der er sponsoreret af ROCKWOOL, præsenterede i dag sin top-tunede F50 katamaran i Sydney.
Samtidig er der stigende travlhed for at gøre alt klar til den første sejlads i 2. sæson af SailGP.
Det danske team står sammen med seks andre nationer klar på startlinjen den 28.-29. februar, når det adrenalinfyldte globale mesterskab bliver skudt i gang – og som det blev afsløret med en helt speciel gæst som en del af den danske båds iøjnefaldende design.
Et ikonisk billede af den danske sagnhelt og kriger Holger Danske pryder den rød-hvide katamarans 24-meter høje vingesejl. Et design, der nok skal sørge for, at publikum vil vende sig efter den danske båd, når det danske team starter træningen i Sydney.
Som sagnet fortæller, vil Holger Danske vågne fra sin søvn i Kronborgs mørke kælder, rejse sig og hæve sit sværd, når Danmark trues af fjender.
“I dag er stor dag for Denmark SailGP Team, for vores hovedsponsor ROCKWOOL og for dansk sport i det hele taget,” siger rorsmand Nicolai Sehested (30).
“Vi er stolte over at skulle sejle med det danske flag. Det er noget helt specielt at repræsentere sit land på en international scene som SailGP – og det giver tillid at vide, at Holger Danske er med os, når kampen begynder.”
Yngste rorsmand i startopstilling
Nicolai vil være den yngste rorsmand på 2. sæsons startlinje, men han har allerede et stærkt renommé som erfaren og dygtig rorsmand. Gennem sine to deltagelser i Ocean Race og adskillige sæsoner af sejladsen World Match Racing Tour har han haft rig mulighed for at udvikle sit talent.
Langt størstedelen af det danske SailGP-holds mandskab, der er sponsoreret af ROCKWOOL, er talentfulde atleter inden for dansk sejlsport. Udover Nicolai er olympisk guldmedaljevinder Martin Kirketerp, tidligere America’s Cup sejler Rasmus Køstner, og tvillingebrødrene Lars-Peter og Hans-Christian Rosendahl med på det danske team.
Den eneste ikke-dansker på holdet er Tom Johnson fra Australien. Han har tidligere deltaget i America’s Cup og Ocean Race. Tom bidrager desuden med værdifuld erfaring fra sin deltagelse på det amerikanske hold i første sæson af SailGP. Teamets manager er tidligere olympisk sølvmedaljevinder Jonas Høgh-Christensen.
”Teamet har arbejdet utroligt hårdt og med kun lidt tid til rådighed for at blive klar til Sidney. Nu, hvor båden er præsenteret, kan vi koncentrere os om at træne i Australsk farvand, før kapsejladsen starter i næste uge,” siger Jonas.
Mirella Vitale, Senior Vice President Marketing & Communications for ROCKWOOL, udtaler: “Det er spændende at præsentere det danske SailGP team i Sydneys ikoniske havn. Vi har stor tillid til det danske mandskabs evner og erfaring, og vi er sikre på, at de nok skal opnå fine resultater i denne sæson. Denne event giver ROCKWOOL Gruppen en global platform, som vi kan bruge til at dele vores optimisme og øge kendskabet til løsninger på de miljø- og klimamæssige udfordringer, som især storbyer står overfor.”
Holdet håber at kunne overraske
Det danske team har kun haft otte uger til at forberede sig til verdens hurtigste kapsejlads, men alligevel er Nicolai Sehested fortrøstningsfuld og overbevist om, at det danske hold er klar og måske endda vil kunne levere et par overraskelser.
“Vores mål er at gøre vores bedste i Sydney, forsætte med at lære båden bedre at kende og få mere erfaring i at sejle sammen. De fleste teams har års erfaring i at sejle sammen og i at sejle denne slags både. De seneste måneder er det første gang, vi sejler sammen, så vi er også nødt til at være realistiske.”
”Det er en kæmpeudfordring, men vi er fortrøstningsfulde. Vi er sikre på at kunne følge med helt frem til målstregen, og vi kan næsten ikke vente med at komme i gang.”