Dataforbruget slog alle rekorder, da danskerne rykkede skoler og arbejdspladser hjem i privaten.
Men selv om den normale hverdag så småt er ved at vende tilbage, tyder intet på, at det samme gør sig gældende for dataforbruget. En ny analyse af netværkstrafikken hos teleselskabet 3 viser, at dataforbruget har stabiliseret sig på et nyt, højt niveau, og det ser foreløbig ud til at fortsætte.
Coronakrise, nedlukning, hjemmearbejde og hjemmeskoling. Det usædvanlige forår medførte store ændringer i danskernes hverdag, som betød, at brugen af datadrevne digitale tjenester eksploderede fra den ene dag til den anden. Normalt vokser dataforbruget i 3’s netværk ca. 40 % om året, men over det corona-prægede forår fra marts til maj har dataforbruget været ca. 60 % højere sammenlignet med foråret 2019.
Selv om mange efterhånden har vendt snuden retur mod arbejde og skole, er der dog intet, der indikerer, at dataforbruget er på vej nedad igen. I landets fire største byer har 3 nemlig hen over pinsen målt en stigning i dataforbruget på svimlende 75 % sammenlignet med pinsen 2019.
”Vi så en voldsom stigning i dataforbruget i begyndelsen af coronakrisen, hvor folk fra den ene dag til den anden skulle opholde sig mere hjemme. Efter et par uger stabiliserede det sig, men det tyder ikke på, at vi kommer tilbage på normalt niveau foreløbig. Tværtimod ser dataforbruget ud til at være landet på et nyt ’plateau’, der ligger markant højere end før krisen. Og med de høje tal for pinsen tyder intet på, at vi er på vej tilbage til normalen,” siger Kim Christensen, der er netværksdirektør for 3, og fortsætter:
”Heldigvis var både netværket og vores folk godt rustet til opgaven, da coronakrisen ramte. De seneste mange år på Roskilde Festival har vi tryktestet netværket og øvet os i at presse kapaciteten til det yderste, for de mange mennesker samlet på et lille område giver et godt billede på, hvordan fremtidens netværksbehov vil blive. Nu var fremtiden her så bare lidt hurtigere, end nogen af os havde forventet.”
Højeste dataforbrug på en tirsdag
Coronakrisen har også sat sig præg på den del af analysen, som viser dagene med højest dataforbrug. Her viser det sig nemlig, at dataforbruget i perioden fra marts til maj toppede på en tirsdag, den 17. marts. Normalt tager weekender og helligdage alle rekorder for dataforbrug, da der her streames på højtryk. Men netop dagene omkring 17. marts var de første hverdage i den officielle nedlukning af Danmark, og 3’s data indikerer, at danskerne adlød ordren og blev hjemme – og måske gik i gang med at streame film og serier.
Det billede stemmer også godt overens med en analyse af danskernes bevægelsesmønstre, som 3 foretog i april måned. På baggrund af anonymiseret, aggregeret netværksdata kunne 3 vise, at danskerne i netop disse dage bevægede sig langt mindre ud end normalt. Andelen af 3’s kunder, som bevægede sig mere end 10 km fra deres hjem hver dag, faldt med over 10 procent, og knap halvdelen af kunderne i København holdt sig inden for en radius af 2 km fra hjemmet.
Fakta om tendenserne i 3’s netværk fra marts-maj 2020
- Dataforbruget steg ca. 60 % sammenlignet med samme periode sidste år. Dagene med højest dataforbrug var hhv. 17., 18. og 15. marts.
- Antallet af udgående opkald steg 29 % sammenlignet med samme periode sidste år. Dagene med flest opkald var hhv. 18., 17. og 11. marts.
- Antallet af udgående sms’er faldt 5 % sammenlignet med samme periode sidste år. Dagene med flest sms’er var hhv. 11., 12. og 13. marts.
- I pinsen 2020 var dataforbruget i de fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, 75 % højere end i pinsen 2019.
- Tallene dækker privatkunder hos 3.
Sådan har vi gjort
Vi følger løbende udviklingen i mængden af den samlede trafik på de enkelte antennepositioner i vores netværk, blandt andet med henblik på kvalitetssikring og planlægning af netværksudrulning og -opgradering. Alle data er anonymiseret i den sammenhæng, og herfra kan vi trække tal, som viser udviklingen i samlet trafik.