Et halvt år efter sin ansættelse som projektleder hos Bast & Co har Claus Brinck strammet op og sat skik på virksomhedens forretningsgange.
– Opfølgning, opfølgning, opfølgning!
Sådan lyder svaret fra specialproducentens Bast & Cos nye projektmanager, Claus Brinck, da han bliver spurgt om, hvad der er nøglen til at opnå højere kundetilfredshed og at huske og gennemføre alle delmål som planlagt og til tiden.
Claus Brinck har en fortid som teamleder, Qa-inspektor og tekniker hos henholdsvis Welltec, Scandinox og Siemens. I maj blev han ansat på Bast & Cos afdeling i Vejle med det mål, at han med sine evner inden for projektstyring og -ledelse skulle supplere og aflaste sine kolleger og ikke mindst stramme op for og skabe mere stringente procedurer for virksomheden.
Metodisk overblik
Her et halvt år efter sin ansættelse er Claus Brincks indflydelse på den daglige arbejdsgang tydelig både på værkstedet i Vejle, hvor projekterne nu bliver hurtigere igangsat og eksekveret end tidligere. Også serviceniveauet og kundetilfredsheden har fået et nøk opad efter at Claus har overtaget styringen med projekterne og tilført en ny metodisk og minutiøs tilgang til projektstyringen.
Tilføjelsen af Claus Brinck til medarbejderstaben er den brik, som har manglet i puslespillet førhen, forklarer direktør hos Bast & Co, Jens Hansen.
– I Bast & Co er vi specialister på hvert vores felt. Vi har i fællesskab i lang tid kunne hjælpe hinanden med at holde styr på alle delmål og løse opgaverne. Men som virksomheden er vokset, og der er kommet flere kunder og ordrer til, er det blevet tydeligt, at vi har manglet en samlende kraft, som kunne holde styr på det hele og få alle enderne til at mødes. Det har vi fået i Claus, siger Jens Hansen.
Opfølgning er afgørende for kundetilfredsheden
Selv fortæller hovedpersonen, at han tidligere i sin karriere som kunde hos virksomheder i branchen har oplevet, hvor der kunne optimeres på processerne og i samarbejdet med kunderne.
– Vi har nogle meget dygtige produktionsvirksomheder i Danmark. Men jeg oplevede, at der generelt er et problem i branchen i forhold til at holde kunderne opdateret under og efter projekternes afslutning og i det hele taget at få fulgt projekterne helt til dørs. Her var der noget at forbedre. Også for Bast & Co, siger Claus Brinck. Han tilføjer:
– Min rolle har derfor været klar fra begyndelsen. Jeg er hentet ind for at tage styringen over projekterne, agere samlingspunkt og for at gøre projekterne færdige til tiden og til alle parters tilfredshed.
Claus Brinck vender tilbage til sit mantra om opfølgning. Han uddyber:
– For mig er opfølgning nøglen til succes. Vi arbejder typisk med lange produktionstider, hvilket gør det endnu vigtigere, at der følges op på alle delmål i produktionen, og at kunden holdes ajour, så eventuelle bump på vejen tages i opløbet. Og så skal vi blive endnu bedre til at holde kontakten med kunden, også efter at projektet er afsluttet, så serviceniveauet forbliver højt. Det giver efter min erfaring størst tilfredshed og gør det mere sandsynligt, at kunden vender tilbage.
I første omgang har projektstyringen den højeste prioritet, men Claus Brinck har også ambitioner om at deltage endnu mere i virksomhedens andre aktiviteter, hvor særligt networking og kundemøder har hans interesse.