I dag offentliggør Telenor-koncernen resultatet for tredje kvartal af 2022.
For Telenor Danmark var salget af produkter, der skaber digital sikkerhed og tryghed, med til at skabe den fortsatte vækst i omsætningen og dermed sikre et godt resultat for kvartalet.
Telenor Danmark går ud af tredje kvartal af 2022 med en serviceomsætning på 690 mio. kr., hvilket er 4,1 % højere end samme kvartal i 2021, og en samlet EBITDA-indtjening på 261 mio. kr. I tråd med andet kvartal er væksten bl.a. drevet af salg fra nye forretningsområder, hvor særligt sikkerhedsprodukter som Mobile Device Management til erhvervskunderne og det tryghedsskabende NetSikker Plus til privatkunderne vinder frem.
”Sidste år valgte vi at fokusere mere målrettet på at levere digital sikkerhed og tryghed, og nu begynder vi at se, at vi har etableret en position på markedet, som samtidig gør en positiv forskel for forretningen. Vores kunder efterspørger et sikkerhedsnet under deres digitale færden, og det har altafgørende betydning i en tid, hvor cybertruslen mod Danmark er højere end nogensinde før. Det gælder både vores privatkunder med NetSikker Plus og vores erhvervskunder, der gennem vores stærke partnerskaber investerer i løsninger, som sikrer deres digitale infrastruktur,” siger Lars Thomsen, der er administrerende direktør i Telenor Danmark.
Stigende elpriser er fortsat en udfordring
Telenors vækst i serviceomsætningen kan imidlertid ikke kompensere for de stigende elpriser, hvorfor det endelige EBITDA-resultat er 6,2% lavere end tredje kvartal af 2021. Dog er der sket en stigning i EBITDA-resultatet set i forhold til det foregående kvartal.
”Det er yderst positivt, at vi formår at eksekvere på strategien og leverer vækst i serviceomsætningen i tredje kvartal. Der er eksterne kræfter på spil, som vi ikke kan styre, men som præger vores lønsomhed negativt. Fjerner vi de øgede eludgifter fra regnestykket, har vi faktisk en positiv resultatfremgang. Det gør tredje kvartal af 2022 til et godt kvartal, og det skal vi være stolte af,” siger Lars Thomsen.
I Telenor Danmark er antallet af mobilkunder nu på 1.651.000, hvilket er 4.000 færre end ved udgangen af andet kvartal af 2022. Samtidig er antallet af bredbåndskunder uændret på 118.000, hvilket dog dækker over en fremgang på 4.000 kunder, som har tilvalgt højhastighedsforbindelser, som fx fiber og en tilsvarende tilbagegang på kunder med en DSL-forbindelse.