Den 14. marts afholder den danske regering for første gang et digitalt topmøde.
SAP Experience Center er inviteret med for at demonstrere et udpluk af fremtidens teknologier, der bl.a. tæller en robotstøvsuger, der sælger rengjorte områder og en Internet of Things og maskinlæringsløsning, der beskytter regnskoven mod ulovlig fældning.
På torsdag bliver DR Koncerthuset fyldt til bristepunktet af politikere, erhvervsledere, organisationer og eksperter, der samles for at diskutere Danmarks digitale fremtid.
Verdens førende leverandør af forretningssoftware, it-virksomheden SAP, er også inviteret med, når regeringen afholder ”Digitalt Topmøde 2019”, der er det første af sin slags nogensinde i Danmark.
SAP Experience Center er blandt dagens udstillere og fremviser flere eksempler på ny teknologi.
Nysgerrige sjæle kan bl.a. blive klogere på:
- Nye digitale forretningsmodeller: Med stigende automatisering i alle brancher begynder nye forretningsmodeller at se dagens lys, bl.a. de såkaldte Outcome Based forretningsmodeller. Som eksempel på en Outcome Based forretningsmodel har SAP en robotstøvsuger, som opsamler data om, hvor den har gjort rent og hvor effektivt. Støvsugeren kan, udover rengøringen, selv lave og udsende fakturaer baseret på antal kvadratmeter, der er blevet rengjort – og så siger den i øvrigt til, hvis der går noget galt undervejs. Kunden betaler derfor kun for det reelle outcome – altså hvor der rent faktisk er rent.
- Augmented Reality giver håndværkere en ekstra hånd: De fleste har prøvet at reparere eller bygge noget ved hjælp af en uforståelig manual, der skal bladres i. Men fat mod, for i fremtiden bliver det langt nemmere. Oplev, hvordan reparation af en elevator fungerer ved, at man tager et par HoloLens briller på. En digital manual overlejres i den virkelige verden, så man har hænderne fri til at arbejde, mens man får visuelle instrukser, på brilleglasset, i, hvad man skal gøre. HoloLens giver dig dermed røntgenblik ind bag væggen og en guide til, hvilke værktøjer og reservedele du har brug for.
- SAPs Internet Of Things (IoT) og maskinlæringsløsning (ML) redder regnskoven: To af de hotteste nye teknologier er Tingens Internet (IoT) og maskinlæring (ML), og netop nu er IoT og ML-teknologi fra SAP i gang med at forhindre ulovlig skovrydning i Amazonas-regnskoven. SAP har sammen med Rain Forrest Connection sat gamle mobiltelefoner op i træer, der løbende indsamler lyde fra junglen. Maskinlæringen har ved at analysere lydmønstre fundet frem til, at der er et helt bestemt lydbillede i junglen lige inden, skovfældning finder sted. På den måde kan skovfogederne nå at blive advaret og forhindre, at junglens træer fældes ulovligt.
Normalt har SAPs højteknologiske udstyr hjemme i det digitale eksperimentarium, SAP Experience Center, der ligger i Københavns Nordhavn. I dagens anledning bliver det dog taget ud af de vante rammer.
Det ser Thomas Madsen, chef for SAP Experience Center, meget frem til.
”Det er altid utroligt givende at komme ud og vise vores teknologi frem. Når folk får lov til at prøve det selv, bliver det langt mere håndgribeligt. Vi oplever, at mange får en ’aha’-oplevelse, for når man først oplever, hvordan teknologierne virker, indser man, hvilke utrolige muligheder fremtiden byder på. Det er derfor meget nemmere at drage paralleller til sin egen virksomhed eller organisation og få ideer til, hvordan man evt. selv kunne bruge denne form for teknologi. Folk tænker virkelig ud af boksen,” siger Thomas Madsen.