Forslaget om et videnscenter, der skal forske i, hvad et højt digitalt forbrug gør ved helbredet, vinder genklang hos landets største teleselskab.
Et flertal i Folketinget vil oprette et videnscenter, der skal undersøge sammenhænge mellem vores store digitale forbrug og vores mentale og fysiske sundhed. Forslaget møder opbakning fra Danmarks største teleselskab TDC Group. I dag går 97% af danskere over 12 år på nettet hver eneste dag, heraf 80% på de sociale medier.
– Oprettelse af et videncenter for Digital Sundhed er helt rigtig set. Det er vigtigt, at vi får mere viden om, hvordan vores digitale forbrug påvirker vores fysiske og mentale sundhed. Det er dog ligeså vigtigt, at vi får viden om og redskaber til at skabe bedre balance mellem det fysiske og digitale liv, udtaler Jens Aaløse, koncerndirektør i TDC Group.
TDC Group har i 2017 fået lavet en YouGov-undersøgelser, der viser, at 67% af danskerne kender nogen, hvor et stort tidsforbrug på mobiltelefonen har overskygget fysisk samvær med andre mennesker.
– I TDC Group er vi glade for, at vi med vores digitale infrastruktur er med til at skabe forbindelser og oplevelser mellem mennesker – det kan være via telefonsamtaler, beskeder på mobilen, mails på den bærbare, opdateringer på Facebook og serier på tv, men det siger jo sig selv, at der skal være en vis balance mellem det fysiske og det digitale fællesskab. Det ene kan ikke erstatte det andet. Et afgørende fokuspunkt for os er at tage et medansvar for at sikre, at der i det digitale liv er et positivt miljø og en god tone.
Derfor samarbejder TDC Group med Danske Skoleelever om projektet WiFive som indeholder undervisningsmateriale om god adfærd på nettet og et digitalt kørekort til 4.-6. klasser, og med Børns Vilkår om at give forældre redskaber til at hjælpe deres børn i deres online liv.
– Det er meget positivt, at et flertal af Folketingets partier ønsker at sætte fokus på konsekvenserne af danskernes digitale forbrug. Jeg kan kun opfordre politikerne til at gå i dybden med den viden, der allerede er på området og inddrage blandt andet WiFive, Børns Vilkårs indsigt og andre tilsvarende kilder. I TDC Group bidrager vi meget gerne til dette arbejde, slutter Jens Aaløse