Systematic har for sjette gang i træk fået papir på, at it-virksomheden er blandt de bedste i verden til at levere softwareløsninger inden for de aftalte rammer for tid, kvalitet og pris. Kun 14 virksomheder i Europa har i øjeblikket samme høje vurdering.
Vi kender alle til historierne om fejlslagne it-løsninger. Kvaliteten skuffer, tiden skrider med halve og hele år og budgetrammen sprænges.
”Der er ingen tvivl om, at fejl, forsinkelser og budgetoverskridelser i it-projekter mindskes, når leverandørerne har styr på processerne og løbende arbejder med at forbedre dem.”
Ordene er Michael Holms. Han er CEO for softwarevirksomheden Systematic, som netop nu – for sjette gang – har opnået den højeste vurdering for virksomhedens modenhed i processer og evnen til kontinuerligt at forbedre sine arbejdsgange.
Det metodiske arbejde med optimering af processer giver resultater, kan mærkes hos kunderne. I 2020 blev 98 procent af alle Systematics opgaver leveret før eller til tiden, hvilket er ret enestående for it-branchen.
Siden 2005 har Systematic været CMMI vurderet til niveau fem, som er den højest mulige godkendelse I år var ingen undtagelse.
Systematic er den eneste virksomhed i Norden, som er CMMI vurderet på dette niveau.
Ukendt pensum – svær eksamen
I år har det imidlertid været endnu vanskeligere end ellers at nå den højeste tinde.
– Det er i forvejen en heftig omgang at opnå CMMI på højeste modenhedsniveau, og for nylig introducerede CMMI Instituttet CMMI version 2.0, som betyder, at alle virksomheder skal op i ’fuldt pensum’. Tidligere blev vi vurderet ud fra udvalgte projekter, men i år har alle projekter været i spil, og dermed har vi ikke kunnet forberede os lige så målrettet som før, forklarer Klaus Askjær, som er Director for Business Process Improvement i Systematic.
Certificering på tværs af tidszoner
Covid-19 har også givet nye rammer. Normalt vil en ekstern, akkrediteret vurderingsperson, som er certificeret fra CMMI Instituttet, besøge virksomheden og gennem 14 dage foretage en dybdegående analyse af virksomhedens arbejdsmetoder gennem omfattende dataindsamling og interviews med medarbejderne.
– I år er alting foregået online, og vurderingen er sket på tværs af fire forskellige tidszoner. Vores vurderingsperson er fra USA, og vores kontorer i England, Rumænien og Danmark har alle været en del af vurderingen. Det har været en stor udfordring, og derfor er vi ekstra stolte af resultatet, fortæller Klaus Askjær.
Fakta om CMMI-modellen
CMMI-modellen vurderer bl.a., hvor god en virksomhed er til at lære af tidligere projekter og erfaringer og til at bruge denne viden til at blive dygtigere og dermed blive i stand til at producere mere effektivt. Modenheden måles på en skala fra 1-5, hvor 1 er en umoden organisation, der bruger meget tid på fejlrettelser, mens 5 er en effektiv, optimerende organisation.
Systematic har som det eneste it-firma i hele Norden opnået en vurdering på niveau fem, vurderet ud fra CMMI v 2.0 modellen inklusiv underleverandørstyring. Kun 14 virksomheder i hele Europa er vurderet lige så højt.
Denne vurdering er gældende i tre år, hvorefter virksomheden skal evalueres igen.