Danmark har brug for dygtige håndværkere, men erhvervsskolerne halter ofte bagefter, når det gælder renovering og udvikling af bygninger og studiemiljø.
Det vil TEC lave om på og skaber nu bedre fysiske rammer for erhvervsuddannelserne i de kommende år, så de bliver sat tydeligere på landkortet som moderne og attraktive uddannelser.
TEC er i gang med en større udvikling af bygningsmassen, og det betyder i første omgang, at TEC har solgt sine bygninger og areal på Telegrafvej i Ballerup for at opstarte projekter med at bygge nyt.
Ikano Bolig investerer et trecifret millionbeløb i udviklingen af området i Ballerup, der skal omdannes til attraktive boliger. Muligheden er kommet i stand, fordi TEC og Ikano Bolig har indgået en aftale om salg af TECs areal og bygninger i Ballerup – og samtidig har indgået en lejeaftale, så TECs uddannelser kan blive på matriklen frem til juli 2024.
”Vi har haft en professionel, kompetent og effektiv proces vedrørende salget af vores grund i Ballerup med involvering af de mange gode samarbejdspartnere. Salget betyder nu, at vi på TEC kan komme videre med vores bygningsstrategi med et markant løft af vores undervisningsfaciliteter,”siger direktør Morten Emborg fra TEC.
”Det er planen, at en del af de nuværende uddannelsesaktiviteter rykker ned til Baltorpplænen, hvor TEC sammen med NEXT Uddannelse København vil etablere et campusområde for en bred vifte af ungdomsuddannelser,” siger Morten Emborg videre.
Desuden vil TEC, på adresserne i Hvidovre og Gladsaxe, tilbygge nye lokaler og faciliteter, som skal skabe rammer for et godt skolemiljø. På Frederiksberg udvikler TEC sit campusområde i samarbejde med det kommende Start-up City, som skal styrke innovation.
Tidsplanen strækker sig over de kommende år, og TEC forventer, at det hele er indflytningsklar i løbet af 2023.