Audi charging hub pilotprojektet i Nürnberg er blevet så godt modtaget af kunderne, at Audi har valgt at udvide netværket.
Audi charging hub er en mobil opladningsstation, hvor man kan reservere en ladestander, og målgruppen er elbilister, som bor i storbyen og ikke har mulighed for at lade på bopælen.
I årets anden halvdel åbner en anden og mere kompakt pilotlokation med Audi charging hub i Zürich, og derefter følger lokationer i Salzburg og Berlin. I første omgang er der planlagt yderligere lokationer i Tyskland i 2023 og 2024.
Fra januar til slutningen af april 2022 registrerede Audi ca. 3.100 opladninger på lokationen i Nürnberg under pilotfasen på verdens første lynopladningsstation med seks High-Power-Charging-ladepladser, som kan reserveres. I gennemsnit er det 24 opladninger med ca. 800 kWh om dagen. Derudover besøgte i gennemsnit 35 kunder dagligt den ca. 200 kvadratmeter store lounge, som også omfatter en 40 kvadratmeter stor terrasse oven på lokationens såkaldte ”ladecubes”, og antallet af besøgende er stigende. Den komfortable ladeoplevelse med mulighed for reservation via en app og med lounge og et attraktivt udvalg af mad og drikke bliver gennemgående modtaget positivt af brugerne. Kunderne sætter især pris på den komfortable opladning med overdækning, lounge, concierge og drejearmen, hvormed bilen kan lades op, uanset om ladeklappen sidder i højre eller venstre side. ”Tallene og den positive feedback fra kunderne viser, at vores koncept med at tilbyde en fleksibel og premiumtilpasset lynopladningsinfrastruktur i byområder er blevet en stor succes”, siger Ralph Hollmig, som er projektleder for Audi charging hub.
Selvstændig opladningsinfrastruktur med grøn energi
Anlæggets ”cubes” fungerer i Nürnberg og på alle fremtidige Audi charging hub-lokationer som energilager. De fleksible containere kan med kort varsel bygges op og tages ned igen på eksisterende arealer, og hver enhed omfatter to lynopladningspunkter.
Strømlagrene består af brugte litium-ion-batterier – såkaldte second life-batterier, som stammer fra adskilte testbiler fra Audi. Audi charging hub flytter med batterilagringsløsningen en bæredygtig lynopladningsinfrastruktur derhen, hvor elnettet ikke ville være tilstrækkeligt til at drive seks HPC-ladepunkter med op til 320 kW. Med det store energilager på 2,45 MWh kan hele lokationen i Nürnberg nøjes med en 200 kW tilslutning til lavspændingsnettet for kontinuerligt at fylde lagringsmodulerne med strøm. Og alligevel kan der oplades op til seks elbiler på samme tid med en effekt på ca. 1 MW. Et abonnement på grøn strøm sikrer, at der udelukkende anvendes strøm fra bæredygtige kilder. Solcellemoduler på taget leverer yderligere op til 30 kW grøn energi.
En kompakt variant til Zürich
På grundlag af erfaringerne og den positive feedback fra kunderne i Nürnberg åbner Audi i årets anden halvdel endnu en variant af Audi charging hub-platformen med fire overdækkede ladepunkter ved to ”power-cubes” i Zürich. Det begrænsede pladsbehov er skræddersyet til bymæssige lokationer og passer perfekt til bank- og forsikringskvarteret i Zürich, hvor der i forvejen ligger caféer og indkøbsmuligheder tæt på. Andre fordele er, at processen med planlægning og implementering er kort, da der ikke skal udføres gravearbejde.
Audi charging hub i Zürich er en mere kompakt variant end den i Nürnberg, og den er ligeledes baseret på det platformskoncept, der gør det muligt at etablere ladehubs i forskellige størrelser med og uden lounge. ”På den måde kan vi reagere fleksibelt på forholdene på stedet”, forklarer Audi projektleder Ralph Hollmig.
Yderligere udrulning i 2023 og 2024
Efter åbningen i Zürich har Audi planlagt yderligere lokationer til Audi charging hub for anden halvdel af 2022. Som det næste vil der i Berlin og Salzburg blive opført to kompakte versioner ligesom anlægget i Zürich. I 2023 skal yderligere tre lokationer i tyske metropoler bidrage til at dække det stigende behov for opladning især i storbyområderne. Derudover vil Audi åbne flere hubs i tyske byer frem mod midten af 2024.
Audi er endnu så tidligt i udrulningen, at der endnu ikke foreligger flere konkrete planer om opsætning af Audi charging hubs i andre lande.