De to danske raffinaderier i Kalundborg og Fredericia er klar til at gå foran i den grønne omstilling og erstatte fossil energi med vedvarende alternativer.
Men det kræver klare og langsigtede rammer fra politikerne, så der skabes sikkerhed og stabilitet til at accelerere den grønne omstilling.
Derfor offentliggør Drivkraft Danmark i dag et nyt udspil, der understreger raffinaderiers store grønne potentiale.
Raffinaderierne i Kalundborg og Fredericia spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling.
De to danske raffinaderier ser ind i en fremtid, hvor fossil energi skal erstattes af vedvarende alternativer. Udviklingen er startet, og den vil accelerere i fremtiden, hvor raffinaderierne udvikles til store Power-to-X-fabrikker.
”I en fremtid, hvor en stor del af transporten elektrificeres, vil efterspørgslen efter benzin og diesel falde. Samtidig vil der komme en øget efterspørgsel efter grønne brændstoffer til den tunge landtransport, skibe og fly. Flere industrier, som plastik- og kemikalieindustrien, der i dag bruger oliebaserede produkter, vil i stigende omfang også efterspørge grønne alternativer som biobrændsler og PtX”, siger Jacob Stahl Otte, der er direktør i Drivkraft Danmark.
”Der er mange, der ikke er klar over, at raffinaderierne kommer til at spille en vigtig rolle i den grønne omstilling. Samfundsøkonomisk vil det tilmed være dumt ikke at udnytte de investeringer, der er lavet i de danske raffinaderier. Her er allerede vigtige kompetencer, der kan bringes i spil, og på den måde er det en stor fordel, at raffinaderierne gradvist kan omstille sig i takt med udviklingen”, fortsætter Jacob Stahl Otte.
Raffinaderierne tilpasser produktionen i takt med ændringer i efterspørgslen og udviklingen i teknologi, så Power-to-X gøres anvendelig i praksis og produceres i en størrelsesorden, der vil gøre en reel forskel i Danmarks CO2-reduktionsmål.
Nyt udspil: Rammebetingelser står i vejen for hurtigere reduktioner
Raffinaderierne er allerede blandt de mest energieffektive i verden på grund af store investeringer i energioptimering og udnyttelse af synergier med omkringliggende virksomheder og lokalsamfund. Men for at kunne accelerere den grønne omstilling endnu mere, kræver det klare og langsigtede rammer fra politikerne.
“Der er et stort uudnyttet potentiale i at bruge mere vedvarende energi i produktionen. Selv en lille mængde kan skabe store CO2-reduktioner, men det kræver sikkerhed for de langsigtede rammevilkår. Det har vi beskrevet i vores nye udspil ”Raffinaderiernes grønne omstilling frem mod 2030 og 2050”. Med udspillet melder vi de danske raffinaderier ind i klimakampen. De har taget de første skridt og er klar til at gå meget længere, fortæller Jacob Stahl Otte.
Med de rigtige rammebetingelser kan raffinaderierne bidrage massivt til den grønne omstilling og dermed være en stor bidragsyder til det danske mål om 70% reduktion i 2030.
Drivkraft Danmark præsenterer her seks konkrete forslag, der understøtter raffinaderiernes omstilling nu og i fremtiden:
6 forslag til raffinaderiernes omstilling:
1. Det skal sikres, at al bæredygtig brint og affaldsprodukter, der indgår i raffinaderiernes produkter, tæller med i CO₂-fortrængningskrav og i forhold til CO₂-afgifter.
2. Der skal sikres en massiv udbygning af vind og sol, så produktionen og distributionen følger med den stigende efterspørgsel på el og brint.
3. Der skal indføres øgede CO₂-fortrængningskrav og bæredygtighedskriterier i transporten.
4. Der skal indføres krav om bæredygtige flybrændstoffer.
5. Der skal sikres klare rammer for CCS og CCU.
6. Der skal sikres udbygning af fjernvarmen, og øgede bæredygtighedskrav skal fremme anvendelse af overskudsvarmen.
Her kan du downloade hele Drivkraft Danmarks publikation med anbefalinger: De danske raffinaderiers grønne omstilling frem mod 2030 og 2050