Efter to år med COVID, har vores arbejdsliv ændret sig drastisk, og selvom vi ikke længere er tvunget til at arbejde hjemmefra grundet ledlukninger, så er den hybride arbejdsplads kommet for at blive.
Men hvad har vi egentlig lært om os selv og digital etikette?
COVID ramte alle, og mange – både medarbejdere og virksomhedsledere – frygtede, hvad hjemmearbejdspladser ville have af effekt på både produktivitet, virksomhedskulturen og de ansattes arbejdsmotivation.
Heldigvis blev danskernes/chefernes bange anelser gjort til skamme: En lang række undersøgelser viser, at medarbejdernes produktivitet i høj grad forblev den samme, selvom de sad derhjemme alene – mange oplevede endda produktiviteten stige, samtidig med en større grad af fleksibilitet.
Ifølge Dansk Industri ønsker op imod dobbelt så mange at arbejde hjemmefra sammenlignet med før corona-krisen, og fleksibilitet er allerede blevet et krav fra arbejdsstyrken til mange arbejdspladser.
Derfor vil du formodentlig også fremad kunne klare store dele af din arbejdsdag fra hjemmekontoret, og imens at der under covid var en vis forståelse for opstartsproblemer, dårlig lyd og kaos med hjemmeskolede børn på din side af kameraet, så er vi på vej til en new normal, hvor opstartsproblemer med dit webcam ikke længere er charmerende, men derimod generende.
Det svarer til, at de færreste jo heller ikke ville møde op til et salgsmøde med en kunde eller en jobsamtale i en ustrøjet skjorte – og ligeledes bør du også stryge din digitale præsentation af dig selv.
Få styr på din baggrund
Den midlertidige kontorplads for enden af spisebordet med stablede bøger til at hæve den bærbare computer er for mange erstattet med et egentligt hjemmekontor. Har du stadig faste hjemmearbejdsdage, hvor du skal deltage på team-kald eller salgs- og kundemøder, så bør du tænke i, hvad der er del af din baggrund.
Du behøver ikke en bogreol med de rigtige bøger, ligesom samtlige politiske kommentatorer har på TV, men overvej, hvad du lader dine kunder eller kollegaer se. Vi har alle set scenarier, hvor kollegaer eller potentielle kunder sidder med vasketøj eller rod i baggrunden. Det skaber bare et negativt indtryk – særligt nu efter covid-krisen er ved at være overstået. Ryd derfor op i din baggrund, så der ikke er noget, der distraherer. Det er banalt, men der er stadig alt for mange, som ikke tænker det ind i det samlede billede.
Alternativt kan du bruge nogle af de virtuelle baggrunde, som kan indsættes i diverse call-løsninger. Her anbefaler jeg, at du vælger en enkel, ikke-iøjenfalende baggrund eller en baggrund med et lille firmalogo i hjørnet.
Lys og kameravinkel
Med stor sandsynlighed har du set indersiden af dine kollegaers næsebor, fordi de har benyttet deres bærbars webcam. Hvis du kun benytter din bærbar, så sæt den op i øjenhøjde, den nu velkendte bogstabel kan naturligvis bruges, eller invester i et webcam, der kan sidde i en bedre højde.
Ligeledes skal du huske, at et webcam fungerer lidt på samme måde som vores øjne: De opsamler det lys, der er tilgængeligt. Uden lys på motivet – dig – får du det der nu velkendte billede, hvor der er masser af lys i baggrunden, men med en sort silhuet forrest. Det ser uprofessionelt ud og kan let fikses: Hav en lampe eller et vindue tæt på, som kaster lys på dig.
Dårlig lyd er no go i 2022
Hos TV-produktion er der en gylden regel, som lyder, at et dårligt videobillede altid kan bruges, så længe der er god lyd.
Det samme gælder på dine møder: Hvis du ikke benytter en ordentlig mikrofon, der præsenterer din stemme på bedst mulig måde, så gør du dig selv en kæmpe bjørnetjeneste, og det kan virke yderst uprofessionelt. Det er afgørende, at dine modtagere fanger dine budskaber. Dette er særligt vigtigt, hvis dine møder primært foregår på eksempelvis engelsk, hvor det i forvejen er risiko for at vigtige detaljer går tabt i oversættelsen.
Uanset om du foretrækker et headset, en højttalerenhed eller en blanding af de to, er det givet, at professionelle enheder vil få dig til at lyde bedre end de fleste bærbare computeres indbyggede mikrofoner.
Husk desuden at slukke din mikrofon, når du ikke bruger den. Det er generende at have baggrundsstøj fra 4-5 mikrofoner under et kald, og der er stadig alt for mange, som glemmer det.
Har du fået det rette udstyr fra din virksomhed?
Din virksomhed har nok stillet arbejdsudstyr som skrivebord, skærm og dockingstation til rådighed, men hvad med kamera og mikrofon? Det er stadig de færreste virksomheder, som sikrer de ansattes hjemmekontorer, men det bør være en prioritet. Et godt videofeed er med til at præsentere virksomheden på bedst mulig måde og hjælpe med at øge serviceniveauet, salget og holdånden.
Og det er slet ikke forkert at tænke i, at et ordentligt webcam med en opløsning på 1080p er den nye strøjede skjorte. Og de fleste virksomheder vil ikke have, at deres ansatte møder op til kundemøde i sjusket påklædning.
Anders Petersen, nordisk salgschef hos Poly