Med innovation og skyskraberglas har den danske virksomhed PeVino udviklet verdens mest energibesparende vinkøleskab og overhalet de store spillere i det hastigt voksende hvidevaremarked.
Danmark er det land i verden, der søgte mest på ordet ’vinkøleskab’ under coronakrisens nedlukninger, hvor ordet var et af danskernes mest søgte overhovedet.
Til gengæld har det seneste års store fokus på forbrug af både penge og energi udfordret de luksuriøse dele af tilværelsen, hvor vinkøleskabet må siges at høre til.
Den lille danske virksomhed PeVino har dog været to skridt foran, da de med støtte fra Innovationsfonden i 2021 gik i gang med at udvikle det, der er endt med at blive verdens mest energieffektive fuldhøjde vinkøleskab.
– Vinkøleskabe har som produkt haft stor fremgang de senere år, samtidig har vi også før de stigende energipriser set en voksende interesse i at spare på energien ved et vinkøleskab. Derfor gik vi i gang med at udvikle et mere energieffektivt vinkøleskab allerede inden, danskerne blev opmærksomme på at spare på strømmen, fortæller Jakob Dau, der er administrerende direktør i PeVino.
Glaslågen holder i flere hundrede meters højde
Sammen med SMV:Grøn, som er en ordning, hvor små og mindre virksomheder kan søge om støtte til investeringer og rådgivning til grønne projekter, kom de hos PeVino frem til, at den største udledning i det samlede CO2-aftryk af et vinkøleskab kommer fra selve brugsfasen og ikke gennem produktionen. Derfor er det blevet højt prioriteret at udvikle den del af køleskabet, der skal holde kulden inde, og her har udfordringen især været det glas, som er et designmæssigt kendetegn for et vinkøleskab.
– De mennesker, der har et vinkøleskab, er ofte også samlere og æstetikere, og derfor er glaslågen essentiel. De dygtige køleingeniører, der har været på opgaven, fandt frem til at bruge samme type glas som det, der anvendes i skyskrabere i Kina og kan holde til vind og vejr i mange hundrede meters højde og isolere for både kulde og varme. Derfor er glasset i stand til at holde kulden bedre inde og spare betydeligt på energiforbruget, forklarer Jakob Dau.
Normalt bruger et fuldstørrelses vinkøleskab 170 kWh per år. Til sammenligning bruger et almindeligt kølefryseskab, der ikke er ældre end fem år, ifølge Videnscenter Bolius 232.00 kWh årligt. Den nye energieffektive model bruger 79 kWh på et år og mere end halverer altså energiforbruget.
Fremtiden koster penge
Virksomheden har brugt to år og tre millioner kroner på at udvikle det energibesparende vinkøleskab sammen med eksterne køleingeniører og eksperter inden for det teknologiske område.
– Vi har investeret tid og penge i projektet for at kunne imødekomme kundernes helt store ønsker. Energiforbruget er det, som de fleste spørger ind til, når de kigger på et vinkøleskab. Og det giver jo god mening, for det er en luksusting at have i en tid, hvor klimaet fylder mere og mere. Derfor skal vi også tage særligt hensyn til klimaet og gå den grønne vej, hvis vinkøleskabet skal have en berettigelse anno 2023, siger Jakob Dau, der udover PeVino også ejer og er direktør for virksomheden Wineandbarrels, der er blandt forhandlerne af de nye energieffektive vinkøleskabe.