Mens modegiganterne går all in på AI, bruger mindre spillere mere energi på menneskelige relationer.
Det kan være en konkurrencefordel og måske endda løse webshoppingens store problem med returneringer, mener ekspert i e-handel.
Samtidig med at flere store modeforretninger på nettet eksperimenterer med kunstig intelligens, der skal hjælpe os til at finde det rigtige tøj og undgå, at vi sender så meget retur, satser danske Marc Lauge på det stik modsatte – nemlig rigtige mennesker.
– Vi kan se, at det har en tydelig effekt, at vi ikke kun er på nettet eller i vores fysiske forretninger, men begge steder, og at det er vores butiksansatte, der selv styrer showet og lægger billeder op, prøver tøjet på egen krop og interagerer med kunderne. Det skaber en relation, der også får kunderne ned i butikkerne, forklarer Thomas Lauge Christensen, der er Retail Manager hos Marc Lauge.
AIkan forstærke behov for rigtige mennesker
Selvom webshoppen Zalando i årevis har været den mest anvendte netbutik i Danmark, sender danskerne omkring 50 procent af deres varer tilbage til forretningen. Tiltag med kunstig intelligens skal blandt andet afhjælpe det problem, men jo mere kunstig intelligens vi møder, jo større er vores behov for menneskelig kontakt, mener ekspert.
– I modeindustrien er den helt store udfordring, at tøjet sidder forskelligt fra person til person, og det er en af grundene til de høje returrater. Flere af de store spillere prøver at løse problemet teknisk med avatars og AI, der kan hjælpe med at finde de rette størrelser, alternativer og inspiration, men det er et svært problem at løse udelukkende på nettet, siger Thomas Obelitz Høgsbro-Rode, der er Managing Director i IMPACT, som er Skandinaviens største konsulenthus inden for commerce.
– At bruge forretningens eget personale virker, fordi vi inderst inde gerne vil relatere til andre mennesker og til verden omkring os. Jeg tror også, at vi har brug for det mere end nogensinde. Derudover er det en konkurrencefordel at have fysiske butikker i samspil med webshop. Det, at du kan returnere en onlinevare i en fysisk butik, hvor du også kan finde den rigtige størrelse, er et win for alle, siger Thomas Obelitz Høgsbro-Rode.
Tilstedeværelse i begge verdener fungerer
Ifølge Dansk Mode & Textil faldt salget i de fysiske danske modebutikker fra 2019 til 2021 med ni procent. Selvom det er at gå den diametralt modsatte vej af de store konkurrenter, er effekten af forretningernes ’rigtige mennesker’ så stor, at det giver håb for de fysiske butikker, mener Thomas Lauge Christensen.
– Det giver tydeligt mere trafik og interaktion, når det er de butiksansatte, der styrer de sociale medier, og det trækker også kunderne ned i de fysiske butikker. På den måde er vi til stede i begge verdener, og det ene forstærker det andet, siger Thomas Lauge Christensen.