Telenor og Nord Energi har netop underskrevet en ny bredbåndsaftale, og Telenor kan fremover tilbyde hurtigt fiberbredbånd til yderligt 121.000 eksisterende og nye kunder i Nordjylland.
Aftalen indebærer, at Telenor får adgang til at udbyde højhastighedsbredbånd via fiber i hele Nord Energis fiberforsyningsområde, der i Nordjylland dækker det meste af Vendsyssel og Læsø. Tidligere på året indgik Telenor en tilsvarende aftale med Eniig (nu Norlys), og Telenor kommer med de to aftaler til at kunne tilbyde fiberforbindelser til ca. 450.000 adresser i det midt- og nordjyske.
Med den nye aftale får Danmarks næststørste mobil- og internetselskab en styrket position på fiber- og bredbåndsmarkedet og mulighed for at imødekomme kundernes ønske om at samle deres mobil- og internetløsninger hos én udbyder.
– I dag er en god dag for Telenor og kunderne i Nordjylland. Vi har indgået en aftale, der giver vores kunder adgang til højhastighedsbredbånd via fiber på 121.000 nye adresser i Nordjylland.
– Det er vigtigt for os, at vi til hver en tid kan tilbyde kunderne de bedst mulige forbindelser. En stabil og hurtig internetforbindelse fra Telenor giver kunderne frihed til selv at vælge deres egne digitale indholds- og streamingtjenester fra nettet, så det er tilpasset deres behov og de slipper for unødige høje regninger på traditionelle TV-pakker. Vi håber, at flere fiberselskaber inden alt for længe vil lade sig inspirere af Nord Energi, så åbningen af fibernettene kan komme endnu flere kunder til gode, udtaler Jesper Hansen, administrerende direktør i Telenor.
Telenors egne tal viser, at danskernes dataforbrug er steget med 500% alene på fire år, og væksten er især et resultat af øget streaming og gaming. Dette illustrerer vigtigheden af, at netejere og service providere kan finde sammen om at sikre kunderne hurtigt og stabilt internet. Dette sikres bedst via åbne højhastighedsnet og størst mulig valgfrihed for de tilsluttede kunder.
Bedre udnyttelse af fiberinfrastruktur
Nord Energi indgik i 2018 en aftale om at åbne sit fibernet på OpenNets platform. Mere konkurrence på fibernettet giver større valgfrihed for selskabets andelshavere, som også får et øget incitament for at koble sig på de lynhurtige internetløsninger.
– Med aftalen med Telenor får vores andelshavere og borgere i området udvidet mulighederne for adgang til et udvalg af internet- og mobilprodukter, som ikke findes mage til mange andre steder i landet. Som et af de første fibernet i Danmark vil Nord Energis fibernet være fuldt udrullet inden udgangen af 2020. Vi er på en spændende rejse og har allerede indgået aftaler med flere tjenesteudbydere, og med dette samarbejde sikrer vi de bedste forudsætninger for at få flere kunder på fibernettet, og dermed en bedre forrentning af vores investering i fiberinfrastruktur, forklarer Christian Frost Lauritsen, direktør i Nord Energi Fibernet.
Aftalen er kommet på plads med OpenNet som katalysator og implementeres på den brancheplatform, som OpenNet har udviklet, og som systemmæssigt kan håndtere både netejere og tjenesteudbydere.
– Vi kigger nu ind i åbne net med adgang for flere tjenesteudbydere, og aftalen mellem Nord Energi og Telenor markerer endnu et vigtigt skridt på denne rejse. I løbet af det næste år vil fiberbranchen foretage et kvantespring, når der bliver frit valg på flere hylder på flere fibernet, fortæller Henrik Møller Nielsen, som er direktør i OpenNet A/S.
Det forventes af de første Telenor-kunder tilsluttes Nord Energis fibernet i løbet af efteråret 2020.