Bevægelse gør Stine Fritsdal stærkere
Hjem LEVERANDØRVISMA Bevægelse gør nu Stine Fritsdal stærkere

Bevægelse gør nu Stine Fritsdal stærkere

Af Redaktionen

Historien om Stine er historien om kvinden, der ikke står stille.

Hendes egen retning var ikke givet på forhånd, og nu sætter hun retningen med fødderne plantet solidt i jorden.

Fra Jylland til København

“Jeg er jyde, jeg kommer fra Jylland”. Sådan begynder Stine Fritsdal sin fortælling om rejsen, hun har været på siden barndommen i Ry. Allerede som 16-årig begyndte hun at rejse alene. Som hun selv siger: jeg er i dag rimelig berejst og har blandt andet boet i tre forskellige lande af flere omgange. København har dog været basen i mere end halvdelen af hendes liv. En by, hun flyttede til på grund af uddannelse, hvor mulighederne var mange. Stine vidste, at hun ville have en uddannelse, men ikke helt præcist hvilken og endte med en Cand. Merc. i Interkulturel ledelse på CBS. København er blevet hendes nye hjemby blandt andet på grund af hendes mand Steffen, som Stine har kendt i snart 20 år.

En bestemt karriereretning har ikke været givet på forhånd. Kun, at det skulle indeholde masser af interaktion med mennesker.

“Jeg har altid haft en ide om, at kunder og det at arbejde med mennesker var sjovt. Jeg har altid syntes, at det var interessant og lærerigt at møde og forstå mennesker. Jeg er meget nysgerrig på andre mennesker, og hvad der driver dem”.

Derfor synes det måske også naturligt, at hun er direktør for områder, hvor mennesker er i fokus. Stine har været salgs- og marketingdirektør i Visma Consulting siden januar 2021 og har ansvar for Salg, Bid, Marketing og kommunikation. Områder, som alle går på tværs af forretningen.

At Stine skulle bestride en direktørstilling var ikke noget, hun stræbte efter. Hendes valg i løbet af karrieren tilskriver hun mulighederne, der opstod, men retroperspektivt var det måske blot den helt naturlige retning.

“Mange ting sker ved et tilfælde, og når man kigger sig tilbage, kan man godt se, at det måske ikke var så tilfældigt alligevel. Jeg tror, det handler om, at jeg kan afkode en organisation eller en kundes behov, omsætte behovene til konkrete handlinger, og jeg kan skabe struktur og god energi. Så jeg kan godt forstå min aktuelle position, når jeg ser på det i dag, men sådan har det ikke altid været”.

Ingen stilstand

Bevægelse ligger naturligt til Stine, både mentalt og fysisk. Derfor dyrker hun også forskellige typer motion, både på egen hånd og sammen med familien. “Jeg kan grundlæggende lide at bevæge mig, og det er også en værdi i vores familie. Vi kan lide at bevæge os sammen”. Med familien, som udover Steffen tæller en voksen søn og to teenagedøtre, elsker Stine at være i bjergene. Naturen bidrager ikke alene til det fysiske, men også det mentale.

“At bevæge sig er en måde at prøve sig selv af på. Hvad kan jeg, og kan jeg mere, end jeg tror rent fysisk? Her spiller det mentale ind, og jeg synes, at det mentale er interessant. Det her med at ville og ikke give op… At bevæge sig – det giver en god mental modpol til at være på kontoret. Jeg finder en ro, som jeg bruger meget bevidst i forhold til at få ro i mit system. For i virkeligheden at kunne få det bedste af to verdener, så tror jeg, at man er nødt til at være ret fokuseret på, hvad man egentlig laver, når man ikke arbejder”.

Bevægelse handler også om udvikling. Stine står ikke stille, hverken personligt eller professionelt. Den udvikling ser hun også i vækstvirksomheder på grund af udfordringerne, mulighederne og stemningen, der opstår. Det er også i disse virksomheder, at Stine trives bedst.

“Jeg elsker at være i en vækstvirksomhed. Her er et ønske om at udvikle os som organisation, bevæge os ind på nye markeder og nye ydelser. Det kræver, at vi hele tiden udvikler os og holder os på tæerne”.

Det er også en af årsagerne til, at Stine er i Visma Consulting. Baggrunden for, at det netop er Visma Consulting, at hun er, fortæller Stine:

“Det var kulturen, ejerskabet af strategien og ønsket om at få hele økosystemet integreret bedre. Vokse ud mod det private marked og i det hele taget at få en mere proaktiv tilgang til kunder og til salg. Det syntes jeg var en spændende udfordring, og derfor sagde jeg selvfølgelig ja, da jeg fik tilbuddet”.

En leder med fødderne solidt plantet i jorden

Selvom Stine i mere end halvdelen af sit liv har boet København, er fødderne solidt plantet i den jyske muld. Det stod ingen steder skrevet, at Stine skulle være direktør, og selv har hun tidligere haft svært ved direktørtitlen, som hun ikke lader sig dupere af, fordi det for hende handler om mennesker og relationer.

Tillidsbaseret ledelse er omdrejningspunktet, hvor nysgerrighed, åbenhed og ærlighed er kendetegnende for hendes ledelseskultur. Hvorimod micromanagement ligger hende fjernt. Stine er der altid, og hun er i øjenhøjde. Opsøger sine omgivelser for at høre, hvordan tingene går, involverende og engagerende og stiller krav til de mennesker, hun leder. De skal have deres eget drive og være selvkørende og bidrage til teamet med hver deres kompetencer og erfaringer. I virkeligheden til hele forretningen. At lede er også at kunne skabe retning, og det er en vigtig opgave.

Bevægelse gør Stine Fritsdal stærkere

Salg- og marketingdirektør Stine Fritsdal i Visma Huset

Min ubetinget vigtigste opgave er at skabe en retning og få teamet med på den retning. Og så fjerne stenene på vejen, så teamet kan arbejde bedst og mest effektivt ud fra den retning, jeg har sat, eller vi har sat i fællesskab. For mig handler det rigtig meget om at sikre, at den strategiske retning forankres og så få skabt en god teamånd om, hvordan vi når vores strategiske mål. Ledelse handler generelt for mig om trivsel. Hvis man trives, så leverer man. Så er man glad, når man kommer ind på arbejde og har masser af energi, og det smitter. Og så kommer man bare længere. Det er helt grundlæggende for min hverdag”.

Som salgs- og marketingdirektør har det også stor betydning for Stine, at der er et godt samarbejde i hele økosystemet – et samarbejde, som stiller krav til alle selskaberne i den nye organisation. Samarbejde er en af Stines stærke sider, for hun forstår, at belønningen ikke skal findes i optimeringen indenfor et område, men på tværs af hele forretningen. Det er en vigtig kompetence at besidde, for det er en del af kulturen i Visma Consulting.

“Vi får nogle gode diskussioner omkring, hvad der er gode løsninger fra forskellige perspektiver. Dét, tror jeg, er vigtigt, og vi kan alle lære meget fra hinanden. Det kan både være løsninger til kunderne, men det kan også være interne løsninger. Og så tror jeg, at jeg har et godt blik for at se muligheder for et samarbejde og skabe tværfaglige samarbejder i vores økosystem”.

At give igen

At Stine er nået til, hvor hun er i dag, kan tilskrives talentet og de mennesker, hun har mødt undervejs på rejsen. Nogle gange kan man kan ikke nødvendigvis se det, andre kan. Det kunne andre, før hun så det selv. Derfor har mennesker både professionelt, men også privat “skubbet” til hende, og det har gjort, at hun har rykket sig og står, hvor hun gør i dag. Det gør de fortsat, hvilket Stine er glad for.

“Der er mange personer igennem ens liv, hvor man tænker, at der fik du altså lige skubbet til mig. Jeg har nogle rigtig gode venner og en god familie. Det er dem, der kan skubbe allermest til mig. På en rigtig god måde, hvor vi spiller hinanden bedre, skubber og har fokus på at udfordre hinanden”.

Det, som andre karrieremæssigt har gjort for hende, er noget, hun gerne vil give igen. For det giver værdi, når andre “skubber” til en – og en værdi, Stine har taget med sig fra ung. Det ligger Stine på sinde at hjælpe andre blandt andet gennem mentorforløb. Typisk er det yngre kvinder, der har brug for at vende emner med en mere erfaren leder indenfor samme branche. Eftersom hun er kvinde i en mandsdomineret branche, er det oplagt at have en stemme der, fordi det kan være nemmere at spejle sig i det samme køn.

Selvom Stine aldrig står stille, kigger hun sig alligevel tilbage, for hun tror på, at “når du får noget, så husk at vende dig om og giv noget videre til den næste”.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>