Endnu et kalenderår med corona er gået, og ifølge teleselskabet 3 er det stigende mobildataforbrug kommet for at blive.
Siden coronaen ramte, er kundernes dataforbrug steget med 58%.
I 2021 alene forbrugte 3’s kunder 355.000 terabyte, svarende til 118 millioner timers Netflix.
Videomøder, hjemmeskoling og nu også jul på FaceTime med den corona-isolerede familie. Det forgangne år har budt på talrige udfordringer, ikke mindst af den datakrævende slags. Det ser man hos teleselskabet 3, hvor det eksplosive dataforbrug under coronaen er blevet til en fast del af danskernes hverdag.
”Da coronaen ramte i foråret 2020, så vi danskernes dataforbrug stige meget kraftigt. Nu ser vi så, at forbruget i den grad har bidt sig fast og faktisk er vokset yderligere,” siger Radionetværkschef hos 3, Stefan Ring Støhrmann. Og selvom mange i coronaisolation måtte ty til Facetime juleaften, især i 2021, er der tale om et generelt stigende dataforbrug:
”Stigningen i forbruget skal findes i danskernes daglige online-adfærd over hele året. Et forbrug, der spænder bredt fra streamingtjenesterne, gaming og hjemmearbejde. Og i takt med at vi udruller vores superhurtige 5G-netværk, tør jeg godt spå om et endnu højere dataforbrug i 2022,” siger Stefan Ring Støhrmann.
3’s netværkstrends i 2021
- · I 2021 steg dataforbruget på 3’s mobilnetværk med 58% sammenlignet med 2019
- · I alt brugte 3’s kunder 355.000 terabyte i 2021 svarende til 118 millioner timers Netflix
- · Sammenlignet med 2020 steg dataforbruget i 2021 med 9%
- · En times Netflix-streaming i HD bruger op til 3 GB data