Digitalisering er helt afgørende for mange af den nye regeringens centrale projekter.
Nu ved vi, hvem der får ansvaret for at stå i spidsen for regeringens digitale indsats, og det bliver ikke et centralt og tungt ministerium, som IT-Branchen ønskede.
Med udnævnelsen af en it-minister, får Danmark for første gang med Marie Bjerre en dedikeret minister på et af de områder, der betyder mest for vores dagligdag og fremtid.
”Vi byder naturligvis den nye digitaliseringsminister velkommen. Men det ligner ikke umiddelbart, at en digitaliserings- og ligestillingsminister får det tungeste ressort i regeringen eller kommer til at sidde i nogen af de centrale regeringsudvalg. Det er vores frygt, at det kan betyde, at digitaliseringsagendaen taber tempo. Vi har tidligere sagt, at vi kun ønsker en it-minister, hvis det bliver en minister med et stærkt mandat til at sikre fokus på den tværgående digitalisering i regeringen. Det ser det ikke ud til, at vi har fået,” udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.
Regeringen har valgt at kombinere digitalisering og ligestilling i en ny samlet ministerpost.
”Med stigende cybertrusler, digitale borgerløsninger, der præger alles hverdag, og nye teknologier med potentiale til at ændre vores samfund, bliver vi hele tiden mindet om, hvor vigtig teknologien er, og hvor sårbare vi er, hvis det ikke fungerer. Derfor er det også en vigtig ministerpost, som Marie Bjerre har fået. Der hviler et tungt ansvar på den nye minister og det nyetablerede ministerium for at drive digitaliseringen på tværs af hele regeringen. En opgave, som vi meget gerne vil støtte ministeren i at lykkes med,” siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.