Med en række nye, store roamingaftaler på nogle af de mest attraktive eksportmarkeder giver Telenor nu IoT-kunder langt bedre muligheder for at drive forretning uden for Danmark.
Danske virksomheder med IoT-ambitioner uden for landets grænser får nu bedre muligheder med Telenor som netværkspartner, efter at teleselskabet har indgået en række nye, store roamingaftaler i blandt andet Tyskland, Storbritannien og USA.
Roamingaftalerne er lavet på netværksteknologien NB-IoT (narrowband) og øger mulighederne for at bruge teknologien på tværs af grænserne.
Vigtige aftaler
Netværket henvender sig især til små batteridrevne enheder, som i stigende grad bruges inden for IoT. Det er specielt godt til use cases, hvor datavolumen er lav, og hvor hurtige svartider ikke er altafgørende.
– Det er nogle vigtige aftaler, for de betyder, at vores IoT-kunder trygt og enkelt kan sende kan sende deres enheder ud i verden uden frygt for at miste forbindelsen, siger Jan Rasmussen, erhvervschef i Telenor.
Smarte rottefælder
NB-IoT-teknologien bruges blandt andet af den danske virksomhed Aurocon, der har base i Aars i Vesthimmerland.
Den nordjyske virksomhed har udviklet en IoT-baseret rottefælde, der med smarte sensorer og opsamling af data bekæmper skadedyr uden brug af gift.
– For os er det essentielt at have adgang til NB-IoT også i udlandet, fordi vi satser stort på eksport af vores løsninger. Derfor er det helt afgørende for os at vores netværkspartner giver mulighed for effektive roamingaftaler på tværs af landegrænser, siger Preben Asp, direktør hos Aurocon, der leverer fælder til hele verden.
Roaming breder sig
Med de seneste tilføjelser har Telenor nu rundet mere end 400 roamingaftaler rundt om i verden på tværs af alle typer netværk.
– Vi kan se, at efterspørgslen er der fra en bred vifte af erhvervskunder, der arbejder med innovative, digitale løsninger. IoT er godt på vej til at blive et seriøst konkurrenceparameter i forhold til at skabe succes for mange virksomheder på eksportmarkederne, så det er et meget vigtigt forretningsområde for os, siger Jan Rasmussen fra Telenor.