Arval Mobility Observatory rangerer danske virksomheders bekymringer om elbilisme
Hjem UNDERSØGELSE Arval Mobility Observatory rangerer danske virksomheders bekymringer om elbilisme

Arval Mobility Observatory rangerer danske virksomheders bekymringer om elbilisme

Af Redaktionen

En international undersøgelse fra Arval Mobility Observatory sætter ord på danske virksomheders bekymringer i forhold til at skifte benzin og diesel ud med el.

Danske virksomheder er i vidt omfang klar til at tage del i den grønne omstilling på transportområdet.

Således viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Arval Mobility Observatory, at 32 procent af danske virksomheder på nuværende tidspunkt har investeret i en eller flere elbiler, og at 35 procent forventer at have gjort det samme inden for de kommende tre år. For et år siden havde kun 10 procent af de danske virksomheder investeret i elbiler, mens 24 procent forventede at gøre det inden for en treårig periode.

Imidlertid lister undersøgelsen også de bekymringer, som flådeansvarlige i danske virksomheder oplever, og som afholder dem fra at tage springet mod en grønnere fremtid.

Listen over de primære barrierer for den grønne omstilling på transportområdet ser således ud:

  • For få offentlige ladestandere: 46 procent
  • Ingen ladestandere ved medarbejdernes bopæl: 40 procent
  • Ingen ladestandere etableret i virksomheden: 32 procent
  • Begrænset rækkevidde for elbiler: 32 procent
  • Prisen på en elbil er for høj i forhold til prisen på en benzin- eller dieselbil: 30 procent
  • Bekymring i forhold til elbilers pålidelighed: 23 procent
  • Medarbejderne er modvillige i forhold til at foretage skiftet: 18 procent

Mens flere af forholdene er kendt viden, som Arval Danmark løbende diskuterer med sine kunder, stikker andre af virksomhedernes bekymringer mere ud, forklarer Andreas Knudsen, kommerciel direktør i Arval Danmark.

”Overgangen til elbiler skaber usikkerhed i forhold til opladning på farten. Vi har brug for at forbedre ladeinfrastrukturen i hele landet, men faktisk er Danmark et af de lande i verden med flest ladepunkter per elbil. Vi har endda flere end Norge, som ellers har været frontløber på elbilisme i årevis. Det er samtidig påfaldende, at elbilernes rækkevidde stadig er et benspænd for danske virksomheder. De nyeste modeller har en rækkevidde på over 300-400 kilometer, hvilket er langt mere, end den gennemsnitlige dansker har behov for,” siger Andreas Knudsen.

Han henviser til, at den gennemsnitlige danske bilist ifølge Danmarks Statistik kører 45,6 kilometer dagligt. Det betyder, at 9 ud af 10 danskere kan komme til og fra arbejde i en elbil uden at køre en opladning helt flad. Og at der kan køres langt i løbet af selve arbejdsdagen, inden der bliver brug for en opladning.

Arval Mobility Observatory rangerer danske virksomheders bekymringer om elbilisme

Andreas Knudsen

”Vores fremtidige mobilitetsbehov vil i højere grad stemme overens med elbilens evner i henhold til det miljømæssige fokus og rækkevidde. Danskerne forventes at bruge bilen til dagligdagsture og i mindre grad lange, krævende ture sydpå, ligesom danske virksomheder allerede har varslet mere fleksible arbejdsmiljøer med virtuelle møder og hjemmearbejde. Undersøgelsen bekræfter os i, at virksomhederne i højere grad skal prioritere etableringen af ladestandere både på arbejdspladsen og privat hos deres medarbejdere,” siger Andreas Knudsen.

Det er andet år i træk, at Arval Mobility Observatory gennemfører en international undersøgelse omkring virksomheders parathed på transportområdets grønne omstilling. Generelt er danske virksomheder mindre bekymrede over skiftet i 2021 sammenlignet med 2020. Også i 2020 var den største bekymring antallet af offentlige ladestandere. Dengang var det dog 55 procent af danske virksomheder, der udtrykte bekymring over dette forhold, mens tallet altså ligger på 46 procent i år.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>