Spar på el og vand, omfavn 5G og byg modulært.
Det bliver kodeordene for datacentervirksomheder i 2023.
Det er mangefacetterede udfordringer. For eksempel vil 5G stille nye krav både i kanten af netværkene og i centrale datacentre, siger Stephen Liang, teknologichef hos Vertiv.
El-krisen ligger som et tungt tæppe over næsten alle aspekter af samfundet, det gælder også datacentre. Effektiv brug af energi vil sammen med 5G-løsninger og overgangen til modulære arkitekturer præge datacenterindustrien i 2023, hævder Vertiv, en førende global leverandør af udstyr til køling og andre løsninger til datacentre. Her beskrives de tre tendenser.
Tendens 1: Effektiv brug af energi
Der er i hvert fald tre grunde til at reducere energiforbruget til datacentre: chokerende elpriser, behovet for at reducere miljøbelastningen og nye love og regler om energiforbrug, der dukker op som paddehatte i mange lande. Ifølge Vertiv står datacentre for tre procent af verdens energiforbrug, og prognoser indikerer en andel på fire procent i 2030.
– Et datacenter i normal størrelse, der bruger vandkøling, hvilket er almindeligt, forbruger cirka 11 – 19 millioner liter vand om dagen. Det er på niveau med en by med 50.000 indbyggere, siger Stephen Liang, direktør for teknologi og ansvarlig for infrastruktur og løsninger hos Vertiv.
Datacenterindustrien er allerede i høj grad selvregulerende med hensyn til energi- og vandforbrug. Men der er behov for øget indsats og eksperthjælp fremadrettet. Det gælder ikke mindst overholdelse af love og regler på området.
Trend 2: 5G på kanten af netværket
Installationer af edgeløsninger i kanten af netværkene er stigende og 5G fremstår mere og mere som den optimale løsning til at arrangere kommunikation mellem dem og slutbrugerne. Udviklingen er allerede taget fart og efter alt at dømme vil den eksplodere.
Analysevirksomheden Omdia forudser, at halvdelen af alle mobilabonnementer i verden, der anslås til knap seks milliarder, vil være af 5G-typen allerede i 2027.
Eksperter har forudsagt konvergensen mellem it og telekommunikation i årevis, og med 5G går disse forudsigelser i opfyldelse for alvor. Det har konsekvenser for datacentre, der skal øge kapaciteten til at håndtere de øgede mængder data. I takt med at funktionaliteten flytter sig fra centrale datacentre til mindre installationer i kanten af netværkene, skal aktører i datacenterindustrien også øge 5G-kompetencen.
Trend 3: Modulære datacentre for øget skalerbarhed
Det bliver mere og mere populært at bruge modulære datacentre, for hurtigt at kunne øge kapaciteten og ydeevnen. Det drejer sig for eksempel om standardiserede installationsklare moduler til energiforsyning og køling. Ifølge Omdia baserer 99 procent af datacentervirksomheder deres vækststrategier på modulær implementering. Med tendenser som stigende “sameksistens” (colocation) bliver standardisering stadig vigtigere, hvilket understreges af, at cloud-virksomheder i stigende grad udlejer kapacitet til colocation-virksomheder.
– 2023 bliver et år med både muligheder og udfordringer for udbydere af it-tjenester. Det betyder, at betydningen af pålidelige partnere øges, slutter Stephen Liang.