Under overskriften ”OneERP” indleder NNIT og datterselskabet SCALES nu et projekt sammen med Norlys, hvor opgaven er at konsolidere et antal eksisterende Dynamics og AX-løsninger til Microsoft Dynamics365 for Finance and Operations.
På baggrund af fusionen med SE og Eniig står Norlys over for en større opgave med at samle alle finansielle data og processer i ét system, der samtidig er gearet til fremtidig vækst.
NNIT har gennem længere tid understøttet drift og udvikling af de eksisterende ERP-systemer i Norlys, og forude venter en ny, stor og spændende opgave med at konsolidere og fremtidssikre Enterprise Resource Planning i Norlys, der over kort tid har udviklet sig til at være en af Danmarks største forsyningsvirksomheder og derfor har brug for at skalere sine systemer.
Ud over at konsolidere et antal systemer til én platform, indebærer projektet et skifte fra et on premise-baseret system til et Cloud-baseret system (Dynamics365 for Finance and Operations): et rigtigt godt match med NNIT’s ”winning solutions” fokus på netop Dynamics365– og Hybrid Cloud-løsninger.
”I forbindelse med fusionen til Norlys har det været et stærkt fokus for os at få implementeret fusionen i bund i organisationen. Det gælder ikke mindst i relation til koncernsystemer og –processer på områder som eksempelvis Finans, HR og Supply Chain. Det har i visse tilfælde krævet nye fremtidssikrede systemer, og her har det været naturligt for os at fortsætte det i forvejen gode partnerskab med NNIT,” siger Morten Bilgrav Mathiasen, CIO i Norlys.
Projektet er planlagt til at løbe over to år og beløber sig til en værdi af et større tocifret millionbeløb.
Et veletableret samarbejde
Samarbejdet mellem parterne omfatter drift og udvikling af de nuværende ERP- og CRM-systemer samt et tilsvarende konsolideringsprojekt af CRM-systemerne til ét samlet Dynamics365 CE for Norlys’ energidivision. Endelig drifter NNIT en del af Norlys’ kritiske infrastruktur.
”Vi er stolte af at også at være blevet valgt til at understøtte Norlys’ ERP-konsolideringsrejse. Vi glæder os til at bringe vores ekspertise inden for digitalisering og Microsoft Dynamics 365-suiten endnu mere i spil. NNIT har på det seneste taget nogle kvantespring sammen med Microsoft; vi er førende inden for Dynamics365, og sammen med vores datterselskab SCALES kan vi binde alle dele af en Microsoft-løsning sikkert sammen til gavn for Norlys og vores mange andre kunder,”siger Senior Vice President for NNIT Public & Private, Jacob Hahn Michelsen og pointerer, at energi- og forsyningssektoren er et erklæret fokusområde for NNIT.