Fujitsu er valgt som leverandør af projektstyringsværktøjet C7 til den danske asfaltproducent Munck Asfalt A/S.
Formålet er at effektivisere virksomhedens administration og dermed opnå tidsmæssige og økonomiske besparelser samt øget kontrol i hele projektfasen.
Den danske asfaltfabrikant Munck Asfalt A/S, som er specialist i asfaltproduktion og vejbelægning, havde brug for et skræddersyet projektstyringsværktøj til at kunne beregne og holde styr på alle ender af virksomhedens projekter. I første omgang ledte Munck Asfalt A/S efter et system specifikt til asfaltbranchen, men har netop valgt et mere branchegenerisk projektledelsesværktøj, C7 fra Fujitsu, som kan understøtte hele projektfasen fra første tilbud til sidste faktura.
”Fujitsu C7 er nem at bruge, intuitiv og gør det muligt for os at få bedre kontrol over vores projekter, herunder at kontrollere tidspunkter, budget og bemanding”, siger Claus Storm Andersen, forretningsområdechef hos Munck Asfalt A/S.
Projektstyringsværktøjet C7 fra Fujitsu kan let integreres i eksisterende systemer og dermed hente relevante projektoplysninger såsom udgifter og indtægter fra det finansielle system samt data administreret i andre systemer.
”Vi er glade for at indgå et samarbejde med Munck Asfalt, som er en af de førende virksomheder i den danske asfaltindustri. C7 er et meget veletableret projektledelsesværktøj i den skandinaviske byggebranche, og vi er overbeviste om, at vores løsning kan bidrage til at effektivisere Munck Asfalts forretning”, siger Ted Lundström, ansvarlig for Fujitsu C7.