Lederne har været omstillingsparate og dygtige under coronaen.
En ny undersøgelse viser nemlig, at tilfredsheden med lederne i it-branchen har været stigende under pandemien.
67% af de adspurgte it-professionelle angiver i en analyse foretaget af Computerworld it-jobbank, at de er tilfredse med deres nuværende leder. I 2020 var det 62% der var tilfredse. Kun 18% er utilfredse med deres leder, hvilket er en markant tilbagegang fra 28% i 2020.
Lederne får især ros for at give større fleksibilitet og vise forståelse for, at der skal være en god balance mellem arbejde og privatliv.
Her kan du kan læse hele analysen ”Fremtidens it-arbejdsplads – Stigende ledelsestilfredshed”.
Lederen bliver nøglen til succes
Menneskelige kompetencer bliver ifølge Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen, i stigende grad afgørende for at få succes som leder i fremtiden. Og det gælder især for it-ledere.
”Forandringerne i virksomhederne bliver massive i de næste år, men det er sjældent teknologien, der er barrieren. Det er mennesker. Lederne skal derfor også kunne fungere som forandringsagenter, der både mestrer strategi og adfærdspsykologi,” siger hun.
Hun har derfor fem skarpe råd til, hvad fremtidens leder skal fokusere på:
1. Fællesskab
Vær den professionelle familie. Skab holdånd og gå forrest i at gøre dine kolleger stærke. Giv plads til ærlighed, kreativitet, forskellighed og skab oplevelser, der styrker relationerne. I sidste ende er det de mennesker, vi omgås i det daglige, der binder os til virksomheden
2. Faglighed
Vi befinder os i en branche, hvor der er rift om mennesker med it-kompetencer, og hvor mange
medarbejdere er vant til gode lønninger, lækre frokostordninger og mange andre goder. Når det er
på plads, bliver det derfor naturligt, at en høj grad af faglighed bliver afgørende for fastholdelse.
At man har dygtige kolleger at sparre med og som kan udfordre og udvikle en i det daglige. Det er også vigtigt, at der er spændende opgaver, og at man kan arbejde med ny teknologi og arkitektur.
3. Fleksibilitet
Corona har givet alle smag for øget fleksibilitet. Nu skal vi finde en ny hybrid model, hvor vi balancerer fleksibilitet med fællesskab, samarbejde og effektivitet.
4. Formål
Selvom vi ofte taler om, at de unge lægger vægt på et højere formål med arbejdet, så er det i stigende grad noget, der bliver vigtigt i takt med alderen.
Det kan f.eks. være inden for bæredygtighed, at man får medejerskab i virksomheden, eller at man er med til at flytte en industri eller vores samfund. Som leder skal man lytte til, hvilke drømme der fylder, og hvordan de kan udleves i ens virksomhed.
5. Fortælling
Mennesket har altid brugt fortællinger til at overlevere viden, manifestere normer og påvirke adfærd. Det er i høj grad en leders rolle. For det er gennem de meningsfyldte og autentiske fortællinger, vi skaber kulturen, og formålet med at vi er her.