København er en teknologisk drømmeby for kvindelige iværksættere
Hjem DELL TECHNOLOGIES København er en teknologisk drømmeby for kvindelige iværksættere

København er en teknologisk drømmeby for kvindelige iværksættere

Af Redaktionen

Kvindelige iværksættere har de bedste teknologiske forudsætninger for at starte og drive forretning i København.

Det slår en ny global undersøgelse fra Dell Technologies fast, hvor København bliver rangeret højere end både Beijing, Shanghai, Singapore og New York, som byen med de bedste teknologiske muligheder for startups.

 Dell Technologies har netop offentliggjort den seneste Dell Women Entrepreneurs Cities Index 2023-rapport, som er en del af virksomhedens Dell Women’s Entrepreneur Network (DWEN). Undersøgelsen rangerer 55 byer over hele verden alt efter, hvor gode muligheder kvindelige iværksættere har for at starte, drive og vækste deres forretning. Byerne vurderes ud fra, hvordan de klare sig i fem kategorier; marked, talent, kapital, kultur og teknologi.

Sammenlignet med byer som bl.a. Beijing, Shanghai, Singapore, New York og Paris scorer København højest i underkategorien teknologi, der kigger på byernes internethastighed, omkostninger til internet og netværk, udbredelse af 4G- og 5G-dækning, it-uddannelser for kvinder samt forholdet mellem kvinder og mænds muligheder i it-branchen. I København er specielt netværksdækningen i verdensklasse, hvilket betyder, at flere kvinder har bedre mulighed for at starte en onlineforretning, modtage mobilbetaliger og være forbundet med kunderne end i andre byer.

“Danmark er et af verdens mest digitaliserede lande, og gennem de seneste år er kontantbetalinger og andre analoge løsninger i stor stil blevet erstattet af digitale og fleksible betalingsløsninger i både det private erhvervsliv og i det offentlige. Når vi sammenligner København med andre storbyer i og udenfor Europa, er det tydeligt, at vi er langt fremme i den digitale transformation. Det kommer også kvindelige iværksættere til gode, da det bl.a. er blevet nemmere for dem at udnytte den digitale infrastruktur til at starte en forretning – et område, der traditionelt har været domineret af mænd,” siger Heidi Have, der er salgsdirektør hos Dell Technologies i Danmark.

Samlet set indtager København en 17. plads ud af de 55 byer, på tværs af de forskellige kategorier.

 København oplever en massiv udvikling

Ud over at være topscorer i teknologikategorien er København i toppen af den såkaldte Momentum Score, der kigger på de forskellige byers udvikling siden Dell Women Entrepreneurs Cities Index-rapport udkom første gang i 2017. I årets rapport indtager den danske hovedstad femtepladsen på Momentum Scoren efter Delhi, Shanghai, Dublin og Dubai, hvilket altså giver København en andenplads blandt de europæiske byer. En af årsagerne til den flotte præstation er ifølge rapporten Danmarks topplacering i VPN-udbyderen Shurfsharks Digital Quality of Life Index, der måler landes digitale infrastruktur. Her lå Danmark i 2021 nummer 1 blandt de 110 lande i indekset og i 2022 nummer 2 blandt 117 lande, kun overgået af Israel.

Danmarks enestående digitale infrastruktur, herunder muligheden for at tage it-uddannelser og kurser, giver desuden kvinder bedre muligheder for at dygtiggøre sig inden for it og konkurrere på lige fod med mænd.

København er en teknologisk drømmeby for kvindelige iværksættere

Heidi Have

“Da den første rapport udkom i 2017 indtog København en halvkedelig samlet placering som nummer 25, mens Stockholm var nummer fem. Den svenske hovedstad er stadig nummer fem, mens København nu er rykket frem til nummer 17 over byer, der er bedst til at tiltrække og støtte kvinder i erhvervslivet. Desuden understreger den europæiske andenplads på Momentum Scoren, at mange af de tiltag København, og Danmark generelt, har søsat for at hjælpe kvindelige iværksættere, rent faktisk begynder at bære frugt,” forklarer Heidi Have.

Stadig plads til forbedring

Selvom København bliver fremhævet som det gode eksempel på teknologiområdet og scorer højt på Momentum Score, er der forbedringspotentiale på flere andre områder. Det viser sig nemlig, at andelen af kvindelige iværksættere i danske startups stadig er forholdsvis lav. Derudover ligger København i den nederste halvdel, både når man ser på andelen af kvinder på de bedste universiteter og i forhold til at kunne søge investeringer forbeholdt kvindelige iværksættere.

 “Det er desværre ikke overraskende, at København halter bagefter, når det kommer til antallet af kvindelige iværksættere. Andre rapporter fra f.eks. Dansk Erhverv viser jo også, at det blot er fem pct. af alle nye danske iværksættere, der er kvinder, hvilket er under OECD-gennemsnittet på 8,4 pct. Som samfund har vi derfor brug for, at vi er væsentligt bedre til at gøde jorden for nye kvindelige iværksættere, hvis vi skal skabe flere danske kvindelige startups i fremtiden. Ellers bliver det svært at opleve en fremgang for Danmark i rapporter som Women Entrepreneurs Cities Index-rapporten.” afslutter Heidi Have.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>