Volvo Car Denmark har, pr. 1. januar, ansat Peter Andersen i stillingen som Business Manager – New Cars.
Ansættelsen kommer på et tidspunkt hvor Volvo Car Denmark har leveret stadig stigende salgstal, der kulminerede i december med et samlet ordreindtag på 9.700 biler for året 2021.
Antallet af solgte Volvo modeller med en elektrisk drivlinje følger samme stærke tendens og udgjorde hele 75 % af det samlede salg i december måned.
Peter kommer fra en stilling som forhandlerkonsulent hos Mazda Motor Danmark hvor han har været ansat siden 2014.
Fokus på elektrificering, ændringer i forbrugeradfærd og en øget digitalisering er nogle af de nøgleord, der har guidet Volvo Car Denmark gennem 2021. Et øget fokus på implementeringen af nye projekter har åbnet op for en anden nyansættelse hos den danske Volvo importør. Volvo Car Denmark har, pr. 1. januar, ansat Anja Sindberg i stillingen som Business Development Manager med ansvaret for implementeringen af nye projekter i Business og Retailer afdelingen.
Anja kommer fra en stilling som Value Chain Product Specialist hos Toyota Danmark A/S hvor hun har været ansat siden 2020.
Fremtiden er elektrisk
Volvo Cars meldte sidste år ud, at virksomheden vil være fuldelektrisk inden udgangen af 2030 og vil udbyde sine fuldelektriske biler online. Tiltagene kommer i kølvandet på en oprustet klimastrategi og en ambition om at være klimaneutral i 2040. Allerede inden 2025 sigter virksomheden mod, at 50 procent af dens globale salg skal bestå af fuldelektriske biler, hvor resten er hybrider. Inden 2030 skal alle biler i porteføljen være fuldelektriske
Volvo Car Denmark beskæftiger i alt 25 medarbejdere i salgsselskabet på det nyligt indviede hovedkontor i Søborg.