Flere og flere virksomheder bevæger sig i retning af cirkulære forretningsmodeller med fokus på bedre udnyttelse af ressourcer og genbrug.
Det giver nye opgaver i virksomhederne, som udgør et potentiale for at mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet kommer i job. I et nyt notat, som Cabi har lavet for Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål, fortæller fem virksomheder, hvordan.
Bæredygtig produktion og hensyn til klima er blevet en naturlig del af danske virksomheders hverdag. En undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at 56 procent af landets virksomheder allerede arbejder med at reducere brugen af materialer, deres affaldsmængder eller spild i produktionen.
40 procent af virksomhederne mener desuden, at cirkulær økonomi kan være med til at ruste dem til fremtiden.
Denne omstilling til nye cirkulære forretningsmodeller og produktionsformer giver nye arbejdsopgaver i virksomhederne, og det er opgaver, som udgør et potentiale for, at mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet kan komme i job.
Eksempelvis opgaver som indsamling af materialer, sortering, transport, distribution og reparation. Det er job, som i mange tilfælde kræver få, faglige kompetencer.
Videns- og netværkshuset Cabi har udarbejdet et notat for rådet for Samfundsansvar og Verdensmål, hvor fem virksomheder viser, hvordan de helt konkret arbejder med cirkulære forretningsmodeller og samtidig skaber job til mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet.
Cykler og mennesker får nye muligheder
Buddha Bikes i København har fx specialiseret sig i at reparere gamle cykler og sælge dem på ny, mens de ligeledes uddanner sårbare unge til cykelmekanikere.
Og hos den verdensomspændende pumpekoncern Grundfos med hovedsæde i Bjerringbro bliver gamle, udtjente pumper indsamlet og genanvendt til nye produkter, hvilket skaber job til virksomhedens flex-afdelinger, hvor medarbejdere med nedsat arbejdsevne er ansat.
Notatet fra Cabi indeholder foruden de fem cases også en række anbefalinger til, hvordan andre virksomheder kan komme i gang med arbejde cirkulært og samtidig skabe job til mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet.
De tre andre virksomheder er Holmris B8, Gamle Mursten Nord i Brønderslev og det sjællandske affaldsselskab ARGO.
Potentiale i mange virksomheder
Jakob Nørgaard Bentsen, konsulent hos Cabi, har været med til at udarbejde notatet, og han er ikke i tvivl om, at der er potentiale for at skabe flere job til mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet efterhånden som flere virksomheder omstiller sig til cirkulære forretningsmodeller.
”Virksomhederne, vi har talt med, fortæller selv, at der er potentiale for vækst, og der ser især ud til at være potentiale for at skabe job inden for genbrug og genanvendelse. Det er et særdeles relevant område for rigtig mange virksomheder, hvor der kan findes manuelle arbejdsopgaver til mange. Men det er også en type job, som risikerer at forsvinde i takt med større automatisering. Derfor er det også et vigtigt opmærksomhedspunkt, at der også bliver skabt job til mennesker fra kanten inden for andre brancher og med andre opgaver. Fx bogholderi, vedligehold og it,” siger Jakob Nørgaard Bentsen.