42-årige Rikke Juul Rokkedal Therkildsen er fra den 1. september 2021 ansat som Director of Communications & CSR hos Telenor Danmark.
Rikke Juul Rokkedal Therkildsen har i forvejen et stort kendskab til Telenor Danmark, da hun tidligere har været kommunikationsrådgiver hos Sonofon og Cybercity i 2008 og efterfølgende var med til at lægge de to virksomheder sammen under Telenor-brandet.
De seneste seks år har Rikke været Head of PR & Communications hos teleselskabet 3, hvor hun har haft ansvaret for 3’s interne og eksterne kommunikation samt CSR.
Før sin tid i 3 har Rikke blandt andet arbejdet som Nordic PR Manager for smartphone-producenten HTC og været senior rådgiver på PR-bureauet Discus.
– Jeg glæder mig meget til at vende retur til Telenor. Selskabet står et interessant sted nu med en ny strategi og stærke resultater de seneste kvartaler. Jeg ser frem til at understøtte de gode takter og positionere Telenor med værdifuld kommunikation fremover, siger Rikke Juul Rokkedal Therkildsen.
Rikke er opvokset i Risskov ved Århus og uddannet cand.comm. fra RUC i 2006. Hun bor i dag i Dyssegård med sin mand Ulrik og fem sammenbragte børn.
Rikke Juul Rokkedal Therkildsen afløser Lise Kirkegaard, der er rykket videre til nye udfordringer udenfor Telenor.