To tredjedele af hjemmearbejdende danskere udgør en sikkerhedsrisiko for deres virksomheder

En ny spørgeskemaundersøgelse viser, at størstedelen af danskerne benytter en VPN-forbindelse til at få adgang til arbejdsgiverens server ved hjemmearbejde.

To tredjedele af hjemmearbejdende danskere udgør en sikkerhedsrisiko for deres virksomheder 1Teknologien er dog slet ikke gearet til mængden af hjemmearbejde, og det medfører unødvendige sikkerhedsrisici.

Mange danskere er på ny sendt hjem fra arbejdspladsen, og det betyder, at medarbejdere i stor stil har brug for at tilgå arbejdsgiverens servere hjemmefra for at få adgang til relevante dokumenter. Manøvren er med til at holde produktiviteten oppe i erhvervslivet, men i mange virksomheder udfordrer den teknologiske løsning sikkerheden og medarbejdernes effektivitet.

En ny spørgeskemaundersøgelse fra Analyse Danmark viser, at 67 procent af danskerne med mulighed for at arbejde hjemmefra gør brug af en VPN-forbindelse for at få adgang til virksomhedens server i forbindelse med hjemmearbejde. Et resultat der vækker undren hos Anette Vainer, landechef i Citrix Danmark, som har taget initiativet til undersøgelsen.

”VPN-forbindelsen er ikke længere tidssvarende i forhold til den situation, vi befinder os i, hvor så mange arbejder hjemmefra. Problemet er, at når en medarbejder bruger en VPN-forbindelse til at logge på virksomhedens netværk, får vedkommende adgang til hele netværket og ikke kun den begrænsede del, som medarbejderen søger oplysninger i. It-kriminelle skal altså kun fiske login-oplysninger fra én bruger for at få adgang til alle virksomhedens forretningskritiske og sensitive data,” siger hun.

For at minimere risikoen for, at det sker, kan virksomheder ifølge Anette Vainer styrke sikkerheden ved login ved at gøre brug af tofaktorgodkendelse. Her skal brugeren både indtaste en selvvalgt kode og følge op med en unik kode, som for eksempel bliver tilsendt over sms.

Derudover kan virksomheder med fordel gøre brug af et zero trust-koncept, hvor medarbejderne løbende skal bekræfte deres identitet. Konceptet begrænser dermed det tidsrum, en succesfuld hacker har adgang til virksomhedens data.

Den mest gennemgribende løsning er et digital workspace, hvor brugerne logger på en platform fra en browser fra en hvilken som helst enhed og får adgang til samtlige applikationer og informationer, som de skal bruge i deres daglige arbejde – men også kun de nødvendige data og programmer. En løsning, der kan gøre brug af både tofaktorgodkendelse ved login og det løbende identitetstjek fra zero trust-systemet.

“Virksomheder har brug for teknologiske løsninger, som er udviklet til den virkelighed, vi oplever i dag, hvor medarbejderne i højere grad kan arbejde fleksibelt i forhold til tid, sted, og om de arbejder fra en tablet, telefon eller computer. Det højner sikkerheden og er med til at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne får en bedre work life-balance, ” forklarer Anette Vainer.

Ydermere sigter digital workspace-teknologien efter at gøre medarbejderne mere produktive. Det sker blandt andet via machine learning og kunstig intelligens, der hjælper brugeren med at finde det, vedkommende leder efter på tværs af apps. Et arbejde der hele tiden bliver mere effektivt, efterhånden som softwaren lærer brugerens vaner og præferencer at kende.

Sådan svarer danskerne på spørgsmålet ”Gør du brug af en VPN-forbindelse for at få adgang til virksomhedens server, når du arbejder hjemmefra?”

Ja                                                                                                                                                  67 procent
Nej                                                                                                                                                28 procent
Ved ikke                                                                                                                                          5 procent