SDS er på papiret en god ide, men har alt for svært ved at leve op til sine egne løfter og slå igennem.
Og reelt er der allerede bedre alternativer. Det skriver Fredrik Arveskär, Sales Director Nordic & Benelux hos Infinidat, i dagens klumme, der forklarer hvorfor SDS har det så svært.
Software-Defined Storage (SDS) er ikke en ny teknologi; det er en go-to-market-strategi, der differentierer indkøb af storage hardware fra storage software.
De påståede SDS-fordele inkluderer mere fleksibilitet, mere skalerbarhed, mere ydeevne, en standardiseret hardwareinfrastruktur, der skaber stordriftsfordele, kortere hardware-opdateringscyklusser, ingen leverandør-lock-ins og lavere købsomkostninger. Ikke desto mindre har SDS ikke fået det store gennembrud.
Det kunne være så godt, men…
Den relative mangel på succes for SDS, bortset fra en håndfuld meget specifikke use cases, fremhæver imidlertid det faktum, at jagten på de lovede fordele ikke er uden udfordringer og omkostninger for både leverandører og kunder. Og intet tyder på, at SDS fortrænger storage arrays i den nærmeste fremtid. Implementering af storage arrays er også fortsat et mere sikkert alternativ til at implementere standalone SDS-løsninger.
Den primære interesse i SDS, set fra kundesiden, ligger i at sænke omkostningerne ved anskaffelse og drift. Fra leverandørsiden er udfordringen at tilbyde omkostningseffektive alternativer til cloud, kreere en hybrid cloudlignende infrastrukturløsning der tilgodeser indtægterne genereret via storage arrays men også beskytter kundernes investeringer i teknologi.
Men hvor og hvordan bliver SDS indkøbt og brugt. De tre hovedområder er som følger:
- Som grundlæggende teknologi inden for hyperkonvergerede integrerede systemer (HCIS)
- Ved grænsefladen af IOT-infrastrukturer
- Ved etablering af billige sekundære scale-out storage arrays
For at forstå, hvorfor SDS ikke fortrænger storage arrays i driftkritiske miljøer, er vi nødt til at forstå det spændingsfelt, der findes mellem on-premise storage leverandørerne og realiteterne på markedet.
Der er ikke plads til lige-ved-og-næsten…
Virksomhederne genovervejer deres anskaffelsesprocedurer for at drage fuld fordel af CapEx, kapacitet på forespørgsel (COD) og forbrugsbaserede prismodeller. Men mange privatejede SDS-leverandører mangler fortsat troværdighed, markedsføring, salgskapacitet, økosystem support og de testfunktioner, der er nødvendige for at fortrænge de arrays, der understøtter driftkritiske applikationer i petabyte-skala datacentre.
CIO’er, storage-administratorer og driftsdirektører vil ikke løbe nogen risici i forhold til deres evne til at leve op til driftkritiske SLA’er, når den største datavækst ligger i ustrukturerede data, der kan gemmes i billig on-premise opbevaring eller i skyen.
Slutbrugerens virkelighed er at implementering af storage arrays er et sikrere alternativ til at implementere standalone SDS-løsninger, og de store virksomheder overvejer og vurderer drifts- og effektivitetsfordelene ved at bygge mere skylignende infrastrukturer.
Konklusionen er…
Konklusionen er at SDS i en overskuelig fremtid IKKE vil fortrænge on-premise primære storage arrays, der understøtter drift kritiske applikationer. HCI’er vil tegne sig for størstedelen af on-premise SDS-brug i en overskuelig fremtid, men hvorvidt SDS vil opnå en betydelig andel af det sekundære storage-marked er endnu ikke sikkert.
Det ser mere ud til at SDS installationer med on-premise storage-arrays, der kører på delte cloud-infrastrukturer, bliver en almindelig hybrid-cloud-implementeringsmodel, fordi det løser det såkaldte “technology translation problem” på infrastrukturniveau, der ellers plager nuværende hybrid-cloud-implementeringsmodeller.
Endelig vil grænseflade-implementeringer forblive en populær SDS-use case på grund af dens evne til at forbedre datatilgængeligheden og samtidig reducere påvirkningen af miljøet samt omkostninger.
Uagtet at SDS er interessant for virksomhederne, er der behov for et bedre alternativ, der imødekommer de løfter og muligheder der er anført ved SDS, men uden de udfordringer, der ellers ligger.
Hos Infinidat vil vi argumentere for, at det allerede er der.