Mercedes-Benz vinder kæmpeordre på el-lastbil og satser stort på europæisk ladenetværk
Hjem LOGISTIK/ TRANSPORT Mercedes-Benz Trucks vinder kæmpeordre på el-lastbil og satser stort på europæisk ladenetværk

Mercedes-Benz Trucks vinder kæmpeordre på el-lastbil og satser stort på europæisk ladenetværk

Af Redaktionen

Mercedes-Benz Trucks sætter ekstra fart på den elektriske omstilling med en ordre på 120 eksemplarer af den fuldelektriske eActros og investerer samtidig stort i et helt nyt samarbejde, der skal sikre effektiv lynopladning af den tunge transport i hele Europa.

Produktionen af den fuldelektriske Mercedes-Benz eActros begyndte i oktober i år, og allerede nu er den første store ordre en realitet med en bestilling fra svenske Einride på hele 120 eksemplarer.

Mercedes-Benz vinder kæmpeordre på el-lastbil og satser stort på europæisk ladenetværkEinride, der er markedsledende inden for digital, elektrificeret og automatiseret fragtservice, planlægger at begynde udrulningen af den kommende flåde af nye eActros 300 og eActros 400 på udvalgte europæiske markeder i midten af 2022.

Dermed tager udviklingen af fremtidens transport nu for alvor fart, og hos Karin Rådström, som er øverste chef hos Mercedes-Benz Trucks, er den store ordre et klart signal om en voksende interesse for elektrificeringen af transportsektoren:

“Med eActros markerer Mercedes-Benz Trucks en milepæl i elektrificeringen af den tunge transport. Vores mål er, at mere end hver anden lastbil, vi producerer i 2030, er elektrisk. Denne store ordre bekræfter os blot i, at vi er på rette spor,” siger Karin Rådström.

Op til 400 kilometer rækkevidde

Den fuldelektriske eActros fås i to versioner med enten tre eller fire batteripakker hver med en nettokapacitet på omkring 97 kWh. Med den store batteripakke har eAtros en rækkevidde på op til 400 kilometer på en fuld opladning.

Hjertet i den elektriske lastbil er drivlinen, som udgøres af en bagaksel med to integrerede elmotorer og en gearkasse med to trin. De to motorer leverer en kontinuerlig ydelse på 330 kW (449 hestekræfter) og endda kortvarigt hele 400 kW (544 hestekræfter).

Drivlinen opsamler desuden energi ved nedbremsninger, så der også tilføres strøm til batteriet under kørslen. Det er muligt at lade med en effekt på op til 160 kW, og dermed kan batteripakken i eActros 300 lades fra 20 til 80 procent på lidt over en time.

Europæisk ladenetværk til den tunge transport

Netop opladningsmulighederne er en af de vigtigste brikker i elektrificeringen af den tunge transport, og nu går Mercedes-Benz Trucks med allerforrest i et samarbejde med TRATON GROUP og Volvo Group. De tre lastbilproducenter har nemlig skabt en joint venture, som står bag en ambitiøs plan om et omfattende netværk af offentlige hurtigladere designet til lastbiler og busser.

Netværket skal dække hele Europa, og med aftalen forpligter parterne sig til at investere massivt i udrulningen af ladeinfrastruktur til den voksende gruppe af kunder inden for tung, elektrificeret transport. Det fælles mål er komplet klimaneutral transport i Europa inden 2050.

Samarbejdet starter op i 2022, og allerede fra første færd investeres 500 mio. euro – omkring 3,7 mia. kroner – hvilket gør projektet til den suverænt største investering i hurtigopladning i Europa til dato. Planen er at etablere og drive minimum 1.700 ladestationer ved eller i nærheden af motorveje og logistiske knudepunkter inden for de første fem år af projektet.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>