Den markedsledende, cloud-baserede print- og betalingsplatform, Princh A/S, er det første softwarefirma i branchen, som er blevet tildelt en ISO 27001:2022-certificering.
ISO 27001 er “guldstandarden” inden for informationssikkerhed, og med certificering sætter den danske virksomhed en global branchestandard.
Der er stigende krav til myndigheder og organisationer om at minimere risikoen for hackerangreb eller datalæk. Men cyberkriminaliteten er stigende, og det kan være vanskeligt eller endda umuligt at håndtere.
Dedikeret til data- og informationssikkerhed
En ISO 27001-certificering sikrer at information i alle former håndteres sikkert. Princh understreger sin dedikation til informationssikkerhed ved at have opnået en international ISO 27001:2022-certificering.
“Vores kunder forventer det højeste service- og sikkerhedsniveau, og i en tid hvor informationssikkerhed er alfa og omega, understreger vi vores dedikation til sikkerhed med denne certificering. En certificering vi som det første softwarefirma, i vores branche, har opnået. For vores kunder betyder den yderligere tryghed for, at alle data og it-systemer er i sikre hænder hos os.”, siger Jonas Mikkelsen, Compliance Lead hos Princh.
Et eksempel for branchen globalt
Siden 2015 har Princh sat nye branchestandarder for brugervenlighed og sikkerhed – fx ved at anvende banebrydende krypteringsstrategier til at beskytte brugernes data. Med denne certificering sættes endnu én.
“Vi er en førende spiller på markedet, og vi stræber efter at være et eksempel for resten af branchen. Informationssikkerhed er i dag det vigtigste krav for såvel store virksomheder som offentlige myndigheder og organisationer. Med denne ekspert-blåstempling har vi sat en ny guldstandard for branchen – til gavn for kunderne, brugerne og for indsatsen om informationssikkerhed”, tilføjer Thomas Ommen, CEO hos Princh.