Telenor lancerer ’Danmarks Bedste’
I front på de skrå brædder står en digital superbruger i form af en animeret, toptjekket bedstemor – præsenteret som Danmarks Bedste.
Hun skal portrættere følelsen af friheden til at opleve alt det gode i den digitale verden og trygheden til at turde. For hvad er mere trygt end en bedstemor?
Telenor præsenterer nu en ny brandplatform, som fremover skal formidle følelsen af at være kunde i selskabet. Telenor har gennem noget tid bygget en position op omkring temaerne frihed og tryghed ved at lancere produkter som MaxSpeed, NetSikker, Skærmskift og tilbyde selvbetjening via Mit Telenor app’en og lange åbningstider i kundeservice kl. 7-23 mandag til lørdag. Nu kommer teleselskabet på banen med et helt reklameunivers, der skal kommunikere essensen af denne position – nemlig friheden til at opleve og trygheden til at turde.
Det sker i skikkelse af en bedstemor. Dog ikke en hvilken som helst bedstemor, men en energisk, digital superbruger, der ifølge Telenor er Danmarks Bedste.
”Bedsteforældre er lig med tryghed. Når man tænker på sin bedste, er det ofte et trygt billede, man fremkalder. Og da vi i Telenor er stolte af den tryghed, vi tilbyder vores kunder, har vi skabt hele Danmarks Bedste. Hendes digitale liv giver hende mere frihed – og den frihed er faciliteret af trygheden. På den måde ser vi, at hun kan hjælpe os med at kommunikere, hvordan vi kombinerer en internetforbindelse i verdensklasse med værdibaserede løsninger, der gør det enkelt og trygt at udnytte alle de muligheder, digitaliseringen tilbyder,” siger Christian Hoffmann, der er direktør for privatmarkedet hos Telenor.
En selvsikker original i spidsen
Med ’Danmarks Bedste’ er det Telenors ambition at bygge et tydeligt og attraktivt brand, som kunderne holder af. Hun har været undervejs et stykke tid og er blevet testet af og rettet til flere gange undervejs. Det har dog hele tiden været planen at sætte en tydelig og markant karakter i front.
”Danmarks Bedste er den bedsteforælder, børnebørnene elsker at blive passet hos. Hun streamer serier, går til kamp mod ninjaer i virtual reality med resten af familien. Hun kommer gerne med et godt bedstemoderligt råd om digital tryghed. Som alle andre ”Bedster” ved hun, at tryghed skaber rammerne for frihed. Bedste elsker at klare tingene selv via selvbetjeningsløsninger og interesserer sig for, hvordan hun bedst kan beskytte sig mod hackere og krænkelser. Hun er handlekraftig og lader sig ikke affinde med en smadret skærm,” fortæller Christian Hoffmann fra Telenor.
Og han forklarer videre om den nye galionsfigur:
”Bedste er en animationsfigur bygget i 3D og ikke en rigtig person, fordi vi gerne ville skabe vores egen – en helt original karakter. Med en animationsfigur kan vi inkludere og kombinere alle de ting, vi elsker ved vores rigtige bedstemødre. Desuden giver en animeret figur os muligheden for at give Bedste nogle lidt skæve proportioner: korte ben, stort hoved, enormt hår – således at hun bliver helt unik og elskværdig,”
Danskerne kommer til at møde Danmarks Bedste i reklameblokken på flow-TV, online, outdoor og i Telenors butikker rundt omkring i landet.