Smart Cities & Sensitve Sites er temaerne for årets Homeland Security Conference, der er den førende danske innovations- og teknologikonference indenfor sikkerhed.
Konferencen tager navn efter den amerikanske paraplybetegnelse Homeland Security, der omfavner alt, hvad der vedrører et lands interne sikkerhed – lige fra naturkatastrofer til cyberangreb.
I de senere år har CenSec fokuseret konferencen på cyberområdet med afsæt i Danmarks National strategi for cyber- og informationssikkerhed, som udpeger seks områder, der betegnes som særligt udsatte for cyberangreb. Også i år tegnes konferencen primært af fokus på cybersikkerhed, men der drøftes også fysisk sikring af bymiljøer.
Kernen af konferencen, som har været afholdt årligt siden 2014, er at få industrien, beslutningstagerne og viden- institutionerne bragt sammen. Fokus er på at sikre sig mod og måske ligefrem modgå den stigende mængde ondsindede hackerangreb i et byrum, der bliver digitaliseret mere og mere – såkaldte smart cities.
Konferencen bliver i år afholdt i forbindelse med den nyetablerede sikkerhedsmesse Danish Security Fair, der finder sted i Messe C i Fredericia den 28. og 29 august. 2019.
Eksperter og kapaciteter fra ind- og udland holder oplæg på konferencen, som rummer tre moduler over to dage og tid til også at besøge udstillingsområdet på Danish Security Fair, som forventeligt vil rumme 70-100 udstillere med produkter relateret til sikkerhedsbranchen.
Homeland Security Conference arrangeres af CenSec (Center for Defence, Space and Security), der er Danmarks største klynge af leverandører til primært forsvars-, rum- og sikkerhedsindustrien.