​Slut med sort energi i boligerne

Dansk Fjernvarme lancerer nyt koncept, der skal sikre, at landets 500.000 boliger, der opvarmes med fossile brændsler, bliver omstillet til grøn energi.

I Danmark har vi cirka 500.000 boliger, der enten opvarmes med gas eller olie. Disse boliger skal omstilles. I forbindelse med fjernvarmens mål om en 100 procent CO2-neutral energiproduktion i 2030 er det nærliggende, at også disse boliger inden 2030 bør omstilles til grøn og bæredygtig energi.

– Vi har et gevaldigt efterslæb med at få sikret, at den grønne omstilling ikke bare er en opgave for de få, men at det er et ansvar, der påhviler os alle sammen, siger formand for Dansk Fjernvarme, Jesper Frost Rasmussen og fortsætter:

– Derfor har vi taget initiativ til at udvikle et nyt koncept, hvor vi kan tilbyde boligejere med naturgas og især oliefyr et bæredygtigt alternativ. Et koncept, hvor vi medvirker til at sikre grøn omstilling i alle dele af vores boligopvarmning. Også udenfor det der i dag er vores naturlige fjernvarmeområder, siger formanden.

Varmeselskaberne har vilje og kompetencer til at sikre omstillingen

Ud af de 500.000 boliger kan op til 200.000 boliger omstilles til fjernvarme. Mens den resterende mængde med fordel kan konverteres til fx varmepumper. Skal det nås, kræver det omstilling af 30.000-40.000 boliger om året. Det vil reducere Danmarks CO2-udledning med 2,6 millioner ton.

– Det ansvar vil vi godt tage på os. Vi har musklerne og kompetencerne. Og vi har viljen til at sikre den grønne omstilling i vores boliger, lyder det fra Jesper Frost Rasmussen.

Dansk Fjernvarmes koncept går ud på, at det skal være muligt for den enkelte boligejer at henvende sig ét sted for at få bortskaffet sit fossile anlæg, foretaget et energitilsyn, fundet et bæredygtigt alternativ, finansieret og installeret det.

For den enkelte boligejer kan det være, at løsningen skal være, at de får adgang til fællesskabet i den bæredygtige fjernvarme. Eller at de skal tilbydes en individuel varmepumpe, et geotermi-anlæg eller noget helt andet.

– For hvad er det man som boligejer er optaget af? Det er, at man har adgang til grøn varme i sin bolig altid, uden at skulle have alt for meget bøvl og besvær. Derfor lyder vores tilbud til de boligejere, der i dag har gas eller har et oliefyr, at de fremover skal ringe til ét nummer, der så finder ud af, hvilket lokalt varmeværk, der kan hjælpe dem med at hoppe på det grønne tog, fortæller Jesper Frost Rasmussen.

Q&A:

Hvem får glæde af fjernvarmesektorens forslag?

Det gør de boligejere, der i dag får opvarmet deres bolig med en naturgas-, eller oliekedel. De vil fremover få mulighed for at kontakte et lokalt varmeværk, der tilbyder at bortskaffe deres anlæg, finde en alternativ og bæredygtig varmeløsning, foretage et energisyn, finde finansiering og installere den nye løsning.

Hvem skal sikre, at forslaget bliver til virkelighed?

Det skal de danske fjernvarmeselskaber, der med de nye set-up går sammen i et regionalt A.M.B.A., hvorfra de kan servicere de boligejere, der i dag har en naturgas-, eller oliekedel.

Hvorfor vil fjernvarmeselskaberne påtage sig ansvaret med at omstille boliger udenfor fjernvarmeområderne?

Der er ingen tvivl om at en række af boligejerne, der i dag har fossil opvarmning, skal over på den bæredygtige grønne fjernvarme. De, der ikke har mulighed for at få adgang til fjernvarmen, men har de samme forventninger til komfort og bæredygtighed, vil blive tilbudt et alternativ, formentlig en individuel varmepumpe.

Når fjernvarmeselskaberne påtager sig ansvaret med at gennemføre den grønne omstilling udenfor fjernvarmeområderne, så skyldes det, at de har en interesse i at sikre den grønne omstilling bredt set, og at de har både kompetencer og musklerne til at sikre, at de sidste boligejere kommer med på den grønne vogn.