​Telenor og Telia åbner for 5G
Hjem NYHEDER ​Telenor og Telia åbner for 5G

​Telenor og Telia åbner for 5G

Af Redaktionen

Telia og Telenor fremtidssikrer deres fælles mobilnetværk, og igangsætter 5G-udrulningen i uge 40 efter, at teleselskaberne har gennemført flere succesfulde 5G-pilotprojekter siden juni 2019.

​Telenor og Telia åbner for 5GTelia og Telenor begynder udrulningen af 5G, den næste generation af mobilteknologi, i slutningen af september 2020. Udrulningen begynder i København og Aalborg, hvor selskaberne i uge 40 åbner op for de eksisterende 5G-testmaster. Herefter følger en række eksisterende mastepositioner i København, der som de første bliver opgraderet med 5G-teknologien. Teleselskaberne vil indledningsvist etablere og udbygge 5G-netværk i Danmarks fire største byer, da det vil være i de tætbefolkede områder, at kunderne får størst udbytte ud af teknologien.

5G løfter mulighederne for digitalisering
5G er den nyeste mobilteknologi, der ligesom som 4G skal sikre, at danskerne fortsat har gode, stabile og fremtidssikrede mobilforbindelser, der kan håndtere danskernes stigende dataforbrug, der i gennemsnit øges med 40% om året:

”Alle danskere får glæde af 5G-nettet, da vi med 5G udvider motorvejen for datatrafikken og kan fortsætte med at levere hurtige datahastigheder til kunderne. Som udgangspunkt vil det primært være erhvervslivet og det offentlige, hvor 5G-teknologien med dens højere kapacitet, hastighed og hurtige svartid åbner for nye måder at automatisere og industrialisere på til gavn for samfundet og danske virksomheders konkurrenceevne,” siger Lars Thomsen, administrerende direktør i Telenor Danmark.

Intelligent udrulning
Med introduktionen af 5G ønsker Telia og Telenor at sikre, at selskabernes fælles mobilnetværk er på forkant med udviklingen:

”Vi vil introducere et landsdækkende 5G-netværk, der følger med kundernes og markedets efterspørgsel. Det vil sige en intelligent udrulning, hvor kunderne får det optimale ud af både det kommende 5G-netværk og vores eksisterende, landsdækkende 4G-netværk. Vores fokus er at sikre, at vi kan tilbyde vores privat- og erhvervskunder den bedste dækning samt introducere innovative digitale løsninger, der udnytter teknologierne og kapaciteten i vores netværk”, forklarer Thomas Kjærsgaard, administrerende direktør i Telia Danmark.

På nuværende tidspunkt er det begrænset hvor mange mobiltelefoner, der reelt kan benytte 5G-teknologien. 5G-udrulningen skydes nu i gang, og selskaberne vil foretage en løbende modernisering og udrulning af 5G, der vil løbe over de næste par år i takt med, at 5G-frekvenserne bliver kommercielt tilgængelige.

Baggrund

  • Telenor og Telia Netværket: I 2012 fusionerede Telia og Telenor selskabernes mobilnetværk til fordel for kunderne, som dermed fik adgang til Danmarks største og mest udbyggede mobilnetværk.
  • Selskabernes 5G-master benytter punkttilladelser på 3.5 GHz-frekvensbåndet indtil, at frekvensbåndet bliver tilgængeligt til kommercielt brug.
  • Antallet af mobiltelefoner, der er understøtter 5G-teknologien og operatørernes netværk, øges løbende i takt med, at teknologien modnes og mobilproducenterne kobler deres mobiler til netværkene i de løbende opdateringer.
  • Telenor og Telia har testet 5G på testfrekvenser siden juni 2019 og har i dag 5G-master placeret i henholdsvis København og Aalborg, der åbnes for kunderne fra uge 40.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>