I alt har 15 % svarende til mere end 880.000 danskere været udsat for mobile sikkerhedstrusler.
Men på trods af hackernes interesse, er danskerne i høj grad ubekymrede.
Det viser Samsungs nye rapport Digital Close Contact om mobilsikkerhed.
Coronakrisen har givet flere danskere en mere fleksibel hverdag. Vi arbejder ikke længere kun foran arbejdsskærmen, men bruger i højere grad vores smartphones som arbejdsredskab. Samtidig indeholder smartphones et sammensurium af personlige sundhedsdata, arbejdsgiverdata og bankinformationer. Og det er attraktivt for hackere, som slår til på mobile enheder.
880.000 danskere har allerede været udsat for angreb
Knap tre ud af fire danskere (73 %) er ikke bange for at blive udsat for et angreb via mobiltelefon eller tablet. Det viser Samsungs nye rapport Digital Close Contact om mobil sikkerhed. Men samtidig viser undersøgelsen også, at 15 % af alle adspurgte danskere har været udsat for sikkerhedstrusler netop via mobiltelefon eller tablet – heraf har 6 % af disse prøvet det flere gange. Det svarer til, at over 880.000 danskere har været udsat for sikkerhedstrusler på mobile enheder og knap 350.000 af dem er blevet udsat flere gange.
Claus Holm, landechef hos Samsung Electronics Nordic, bekræfter, at mobiltelefoner bliver en stadig mere almindelig gateway for angreb for at få adgang til personlige, økonomiske eller arbejdsgiverdata:
”Mange danskere er slet ikke klar over, at deres smartphone kan være en risikofaktor for IT-sikkerheden. Men smartphones kan vise sig at være en guldgrube for hackerne, fordi de indeholder mange vigtige data. Og når mere 800.000 danskere allerede har været udsat for sikkerhedstrusler en eller flere gange, tyder det på, at danskerne ikke har fået øjnene op for cybertruslen endnu.”
Der er dog en vis uro, når danskerne skal overveje deres fremtidige IT-sikkerhed. Her spår halvdelen af danskerne (54 %), at sikkerhedstruslerne i mobiltelefoner vil stige de næste ti år.
Danskerne er mest bekymrede for at miste økonomiske- og personlige data
Når danskerne bliver bedt om at tage stilling til konkrete sikkerhedsbrister, er de mest bekymrede for at miste økonomiske- og personlige data til hackere. Over halvdelen (51 %) er bekymrede for at miste økonomiske data, og over hver fjerde (26 %) frygter at miste persondata. Kun 1% af de adspurgte er dog bekymrede for at miste arbejdsgiverdata, og det bekymrer Claus Holm:
”Frygten for at miste personlige og økonomiske data er yderst relevant. Når det kommer til arbejdsgivernes data og information, er det nemt at blive lullet i sikkerhed. Virksomheders og offentlige computere er ofte beskyttet med multifaktorautentificering og firewalls, men flere og flere håndterer arbejdet via mobilen, og det medfører en øget sikkerhedsrisiko for arbejdsgiverne. Den bliver ikke mindre af, at mange arbejdspladser gør det muligt for medarbejderne at bruge deres private telefon til arbejdsformål,” siger han.
Fem råd til at beskytte din smartphone mod hackere
Der er dog gode råd at hente til dem, der endnu ikke har gjort noget for at sikre deres mobiler. Claus Holm, landechef for Samsung Danmark, deler sine fem råd til at øge sikkerhedsniveauet på mobile enheder:
- Opdater dit mobile operativsystem, så du har adgang til de nyeste sikkerhedsfunktioner, der beskytter mod mulige angreb.
- Brug multifaktorgodkendelse, så du sikrer din identitet, hver gang du logger ind. Den første faktor kan være dit brugernavn og adgangskode, som så suppleres med mindst én kode mere – eksempelvis biometrisk login (eksempelvis fingeraftryk) eller lignende.
- Vær på vagt over for ukendte links og tekstbeskeder og vær meget forsigtig, hvis du får et mærkeligt link eller en sms om en levering, som du ikke har bestilt.
- Slet vigtige data fra din mobil, hvis du mister den. Så mindsker du risikoen for, at personlig information, billeder og vigtige dokumenter ikke havner i de forkerte hænder.
- Slå Bluetooth fra når du ikke bruger det. En aktiv bluetooth-forbindelse kan give adgang til og overføre privat data. Undgå tilknytning til enheder, som du ikke kender eller selv ejer.