Unit4 og Lunar er netop blevet Årets Vinder af ERP-prisen, der uddeles af Devoteam.
Prisen uddeles til en leverandør og kundevirksomhed, der i samarbejde har ydet en særlig indsats for at opnå en succesfuld implementering eller re-implementering af et forretningssystem.
Vinderen er blevet valgt af en professionel jury på 5 personer, som repræsenterer en bred vifte af erfaring indenfor ERP implementeringsprojekter, project management, change management og IT management generelt. Blandt de resultater og mål der blev nået med vinderprojektet var: Minimale tilretninger udfra udgangspunktet i leverandørens standard ERP system, valg af standard processer baseret på best practice, kort implementeringsperiode – 4 måneder til 100 brugere, lille agil projektorganisation, budget og tid blev overholdt samt at implementeringen har understøttet virksomhedens strategi.
“Godt samarbejde og fantastisk dygtige medarbejdere hos både Lunar og Unit4 er succesfaktorerne for projektet. At vi får mulighed for at bidrage til, at Lunar når sine mål viser det stærke og gode samarbejde, vi har med vores kunder i forbindelse med store projekter,” udtaler Anders Holm Jørgensen, landechef hos Unit4.
Motivationen for årets vinder lød blandt andet på at det havde fokus på mest mulig standardfunktionalitet, en simpel og agil tilgang og ikke mindst at løsningen var tro overfor virksomhedenstrategi og havde sikret en teknologisk understøttelse af Lunar vækstplaner.
Projektet blev derudover kaldt et spændende eksempel på hvordan systemintegration kan foregå uden at gøre det for komplekst og tidskrævende.