Boligmarkedet kom i et roligere gear i 2022
Hjem NYHEDER Boligmarkedet kom i et mere roligt gear i 2022

Boligmarkedet kom i et mere roligt gear i 2022

Af Redaktionen

Efter to travle år fandt boligmarkedet i 2022 et mere roligt gear.

Nøgleordene på boligmarkedet blev i år inflation, højere boligrenter og stigende energipriser.

Nybolig gør status på året der gik og ser frem mod 2023.

Mange danskere har handlet bolig de seneste år, og derfor er det ganske naturligt, at boligmarkedet nu tager sig en velfortjent pause.

Nyheder med stor indflydelse på verden og vores konkrete hverdag har nærmest stået i kø. Det gælder alt lige fra Ruslands invasion af Ukraine i februar til støt stigende inflation, renter og ikke mindst energiprisernes himmelflugt.

Det er økonomiske forhold, der alle har været med til at sætte boligmarkedet i et lidt roligere gear, i året, der nu er gået.

Selvom der i øjeblikket i gennemsnit ’kun’ sælges 1.000 boliger om ugen, er boligmarkedet på ingen måde gået i stå, og trods stigende boligrenter og inflation er kvadratmeterprisen fra januar til november da også kun faldet i begrænset omfang.

I den periode er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på fritidsboliger faldet med 2,6 pct., villaer og rækkehuse er faldet med 3,8 pct., mens kvadratmeterpriserne på ejerlejligheder i gennemsnit er faldet med 6 pct. Det viser beregninger, som ejendomsmæglerkæden Nybolig har foretaget af tal fra Boligsiden.

Boligmarkedet kom i et roligere gear i 2022

Foto: Shutterstock. Må ikke videredistribueres.

-Boligmarkedet bevæger sig i sine naturlige cyklusser. Efter gode år følger mere rolige år, og efter rolige år følger igen nye år med fremgang og vækst. Det er vi vant til, og det er en grundpræmis for udviklingen på ejendomsmarkedet.

-Vi er der for danskerne, uanset hvilket vej pilen peger, uanset om statsministeren er blå eller rød og uanset om renten hedder 1 eller 5 pct., siger adm. direktør i Nybolig, Peter J. Mattsen.

Mens der i 2020 blev solgt 106.000 boliger, og der i 2021 blev solgt hele 112.000 boliger ser det alt andet lige ud til, at boligmarkedet i 2022 lander omkring 75.000 salg.

-Boligmarkedet har normaliseret sig i løbet af 2022. Men har man været boligejer den seneste årrække, er der ikke grund til bekymring. Boligpriserne er steget støt siden 2012, og mange boligejere har i de forgangne år kunne notere sig pæne stigninger i friværdien på deres bolig, som absorberer mange af de skvulp, vi ser i markedet i øjeblikket, siger Peter J. Mattsen.

Flere faktorer bliver vigtige at følge i det nye år.

-Selvom markedet under coronapandemien længe vil stå som et kapitel for sig, vil boligmarkedet alle dage være relevant at følge. I 2023 bliver det værd at holde øje med renteudviklingen og boligudbuddet, som begge vil være styrende for, hvilken vej prisudviklingen vil gå, afslutter Peter J. Mattsen.

Boligudbuddet er steget med næsten 30 pct. i år fra 37.000 til knap 48.000 boliger. Men de seneste uger er udviklingen vendt, så udbuddet nu igen er svagt faldende. Om det fortsætter ind i 2023 kan kun tiden vise. Før coronapandemien lød det samlede boligudbud på cirka 60.000 boliger.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>