Cibicom A/S sætter fart på nye forretningsområder og ansætter ny adm. direktør

Cibicom sætter nu for alvor fart på transformationen af virksomheden.

Cibicom A/S sætter fart på nye forretningsområder og ansætter ny adm. direktør
Michael Meister

Fra i mange år at have drevet det danske radio/tv-broadcastnet, vil Cibicom også fremover sætte yderligere fart på udviklingen og væksten på nye forretningsområder som Masteinfrastruktur, Datacenter, Fibernet og Internet of Things (IoT).

Til at drive den fremtidige vækst har Cibicom fra 1. marts 2021 ansat Michael Meister som ny adm. direktør.

Ekspansion med forretningsområderne IoT Connectivity og Datacenter services startede i 2017 og blev yderligere accelereret med kapitalfonden Agilitas opkøb af Cibicom A/S (dengang Teracom A/S).
I 2020 blev TaaS (Tower as a Service), Fibernetløsninger og Mobility etableret som yderligere fokusområder.

Løsningerne inden for Cibicoms nye forretningsområder udnytter Cibicoms egen robuste IT- og netværksinfrastruktur, der hidtil har været anvendt til blandt andet radio/tv-distribution, og blandt andet omfatter et 3.500 km landsdækkende fibernet og en række datacentre, et stort antal master der dækker hele landet, døgnbemandet overvågningscenter og en landsdækkende serviceorganisation.

Cibicom’s bestyrelse og ejerkreds ønsker nu at sætte yderligere fart på væksten på disse markeder i de kommende år, og har derfor ansat Michael Meister som ny adm. direktør fra 1. marts 2021.
Michael Meister afløser Martin Løbel, der har været direktør i selskabet siden 2014, og tilfører Cibicom den nødvendige ledelseskompetence og forretningsmæssige erfaring og indsigt, fra mange år i IT- og Telekom-branchen.

Bestyrelsesformand Rasmus Helmich udtaler ”Martin Løbel har flyttet Cibicom A/S fra at være en statsejet virksomhed med et smalt produktudbud til en moderne infrastruktur og televirksomhed med nye forretningsområder som skal sikre væksten fortsætter i fremtiden”

Michael Meister, der senest kommer fra en stilling som direktør i IT Relation A/S, har store ambitioner. Han siger ”Jeg ser rigtig spændende muligheder for at skabe yderligere vækst og øge markedsposition indenfor de nye forretningsområder, som Cibicom allerede er i gang med. Cibicom hviler på et solidt fundament, som giver et særdeles godt udgangspunkt at arbejde videre med. Et fundament som vi på alle måder samtidig skal fortsætte med at investere i”.