Dansk el-leverandør gør det nemt og billigt at være sommerhusejer

Nu bliver det nemmere og billigere for danske sommerhusejere at få styr på strømmen i sommerhuset.

Dansk el-leverandør gør det nemt og billigt at være sommerhusejer 1
Barrys app er gratis, og kan hentes i AppStore og GooglePlay

Elleverandøren Barry giver nemlig deres kunder op til tre adresser under samme abonnement, så man kan tilføje sommerhuset gratis og se forbruget live i deres app.

Mange danskere holder i år ferie i sommerhus på dansk grund, og det øger efterspørgslen efter et bedre overblik over, hvor meget en tur i sommerhuset egentlig koster. Danske sommerhuse er nemlig ofte helt eller delvist opvarmet med el-varme, og fordi vi kun bruger sommerhusene periodisk, kan det være nemt at miste overblikket over, hvad forbruget i sommerhuset koster. Samtidig betaler de fleste for et el-abonnement til hvér adresse, de har, hvilket løber op i unødvendige regninger for flere hundrede kroner om året for de danske sommerhusejere.

Hos det danske startup Barry, er missionen at give danskerne et smartere og billigere strømforbrug, og det gælder også de danske sommerhusejere, der nu gratis kan tilføje sommerhuset til deres Barry-abonnement. Betaler man i dag et el-abonnement til sit sommerhus på eksempelvis 39 kr. om måneden, betyder det en besparelse på næsten 500 kr. om året blot på abonnement. Det bryder altså med en normal, hvor sommerhusejere betaler unødvendige abonnementsudgifter til den samme el-leverandør, for at få leveret strøm i deres sommerhuse.

For Barry handler det dog ikke kun om det gratis abonnement. Virksomheden, der blev grundlagt i 2018, vil udfordre den danske el-branche ved at give kunderne kontrollen over deres strømforbrug, så de kan bruge strømmen smartere, grønnere og billigere. Som kunde får du strøm til indkøbspris, og i deres app kan du altid se, hvor meget strømmen koster nu og i de næste 24 timer, samt hvor meget du har brugt, og hvad du har betalt. Regningen betaler du løbende, så de store kvartalsregninger i postkassen er skiftet ud med et overblik i appen, hvor du faktisk kan se, hvor meget du har brugt time for time. Med det gratis tilbud til sommerhusejerne bliver det altså muligt at samle det fulde overblik over ens strømforbrug i Barrys app, hvor man for 29 kr. om måneden får strøm til alle sine adresser, samt det fulde overblik over det samlede forbrug.

Hos Barry er man ikke i tvivl om, at det kan gøre en forskel:

“Vi vil gerne give strømforbrugerne de bedste forudsætninger for selv at tage smartere, billigere og grønnere valg i hverdagen. Derfor vil vi gerne gøre det nemt for sommerhusejere at tage de samme smarte valg i deres feriehjem, som de gør med Barry i deres helårshjem. I sidste ende handler det om, at gøre det så nemt og tilgængeligt som muligt for danskere, at træffe de valg, der gør en forskel for pengepungen og planeten i hverdagen,” siger Christophe Lephilibert, der er CMO hos Barry.

Klimavenlige valg med smarte elmålere

Selvom mange danskere i stigende grad tænker på miljøet og grønne løsninger i det daglige, har det ikke været nemt at gennemskue, hvornår ens strøm kommer fra klimavenlige kilder, eller hvor meget CO2 ens strømforbrug udleder. Det har givet branchen en mulighed for at markedsføre 100% grøn strøm, mens virkeligheden er, at strømmen i din stikkontakt er den samme, ligegyldig hvilken el-leverandør du har.

Men inden udgangen af 2020 vil alle danske hjem have nye, fjernaflæste elmåler installeret. Og det er takket være disse digitale elmålere, at Barry kan hjælpe danskerne med at bruge strøm på de tidspunkter, hvor strømmen er mest klimavenlig.

”Det er vores vision at skabe den bedste digitale løsning til at styre dit strømforbrug i en grøn retning. Det gør vi ved at vise dig præcis, hvor grøn din strøm er, og hvor meget CO2 den udleder time for time – kWh for kWh. Det er et alternativ til leverandører, der lover dig 100% grøn strøm ved kasse ét uden at leve op til det.” siger Christophe Lephilibert.